Risikoen for at indtage pesticidrester fra fødevarer i EU, der udgør en sundhedsmæssig risiko, er lav. Det vurderer Den europæiske fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, i deres årlige rapport om pesticidrester i fødevarer, som dækker året 2023.
Prøver fra bl.a. gulerødder er blevet testet til EFSAs årsrapport om pesticider. Foto: Colourbox
mandag 19 maj 2025
EFSA vurderer i deres rapport risikoen for, at forbrugerne indtager pesticidrester fra fødevarer i EU, der udgør en sundhedsmæssig risiko, til at være lav.
Resultater fra det EU-koordinerede program
EFSA har analyseret resultaterne fra 13.246 tilfældigt udvalgte prøver, som EU-landene samt Norge og Island har udtaget af 12 af de mest spiste fødevarer i EU. Det er sket som led i det EU-koordinerede kontrolprogram, EU MACP. EU MACP undersøger de samme typer fødevarer hvert tredje år for at kunne følge udviklingen. I 2023 omfattede det gulerødder, blomkål, kiwi (grøn, rød og gul), løg, appelsiner, pærer, kartofler, tørrede bønner, brune ris, rug, okselever og kyllingefedt.
99% af prøverne levede op til EU’s regler. Det svarer til resultaterne fra 2020, hvor det også var 99,1% for de samme produkter.
I 2023 indeholdt 70% af prøverne ingen målbare mængder pesticidrester. 28% indeholdt rester, men inden for de lovlige grænser. 2% lå over grænseværdien, og efter at man tog højde for måleusikkerhed, var 1% af prøverne i strid med reglerne.
Resultater fra de nationale kontrolprogrammer
Udover det EU koordinerede program indeholder rapporten også resultater fra de nationale kontrolprogrammer (MANCP). Her er i alt 132.793 prøver analyseret, hvor 98% var i overensstemmelse med lovgivningen. 58% af prøverne indeholdt kvantificerbare rester, mens 38,3% indeholdt rester mindre end grænseværdierne, og 3,7% af prøverne overskred grænseværdierne. Efter at have taget højde for måleusikkerhed er det 2%, som overskrider grænseværdierne.
Rapporten fra EFSA anbefaler, at EU-landene styrker kontrollen, især ved at holde øje med kombinationer af pesticider og afgrøder, der vurderes at udgøre en sundhedsmæssig risiko, samt ved fortsat at overvåge importerede fødevarer grundigt.