Bakterier

Bakterier spiller en vigtig rolle i mange sammenhænge. Nogle bakterier kan være årsag til infektioner og anden sygdom hos mennesker og dyr, mens andre bakterier kan have en gavnlig endog sundhedsfremmende funktion hos mennesker og dyr.

Flere af de skadelige bakterier overføres til mennesker fra dyr enten ved direkte kontakt eller gennem forurenede fødevarer. Disse bakterier kaldes zoonotiske bakterier. Andre skadelige bakterier er en del af det naturlige miljø (vand og jord) omkring os.

Nogle bakterier er ikke nødvendigvis skadelige i sig selv, men er i stand til at vokse i vores fødevarer og er årsag til at maden fordærver. Sådanne mikroorganismer udgør dermed et stort hygiejnemæssigt problem og spiller en væsentlig rolle for fødevarers kvalitet og holdbarhed.

DTU Fødevareinstituttets forskning

DTU Fødevareinstituttet forsker i fødevarebårne patogene bakterier, herunder forekomst, overlevelse, påvisning og kvantificering i forskellige habitater, samt kildesporing, udbrudseftersporing og antibiotikaresistens.

Instituttet forsker også i bakterier i produktionsmiljøer, herunder i HACCP og egenkontrolprogrammer og i prædiktiv modellering. Resultaterne sætter instituttet i stand til at varetage en forskningsbaseret rådgivning af fødevaremyndighederne vedrørende mikrobiologisk fødevaresikkerhed og hygiejne.

DTU Fødevareinstituttet tilbyder desuden diagnostik og typning af fødevareoverførte patogener til eksterne kunder.

Gavnlige bakterier

Som nævnt er der mikroorganismer, som har gavnlig effekt. Det kan være bakterier, der er en naturlig del af mikrobiotaen i menneskers tarmkanal eller som har koloniseret dyr.

Mange undersøgelser tyder på, at bakterier kan bruges som såkaldt probiotika i både dyr og mennesker. De antages at beskytte mod infektioner og stimulerer immunsystemet og fordøjelsen, idet de hjælper til udnyttelse af madens næringsstoffer.

Instituttets forskning har dels fokus på ernæringsmæssige spørgsmål og samspillet mellem menneskers kost, tarmflora og sundhed, dels på de muligheder som probiotiske bakterier har som alternativ til antibiotika i dyrehold.

Samarbejde

Dianova, Århus 
Fødevarestyrelsen
Københavns Universitet 
Landbrug & Fødevarer
Statens Serum Institut
Teknologisk Institut

Kontakt

Tine Rask Licht

Tine Rask Licht Konstitueret institutdirektør, professor Telefon: 35887186