I alt 461 fødevareprøver er udtaget i forbindelse med den danske pesticidkontrol for 2. kvartal 2024. For tre af prøverne har DTU Fødevareinstituttet vurderet, at en sundhedsmæssig risiko ikke kan udelukkes.
Foto: Colourbox
tirsdag 29 oktober 2024
Hvert kvartal rapporterer DTU Fødevareinstituttet og Fødevarestyrelsen resultater fra den danske pesticidkontrol.
Rapporten for 2. kvartal 2024 omfatter resultater for 461 konventionelle eller økologiske stikprøver og mistankeprøver af frugt, grøntsager, korn, forarbejdede produkter, babymad og animalske produkter, som er analyseret for pesticidrester.
I tre prøver er der fundet pesticidrester i koncentrationer over grænseværdien, hvor det er vurderet, at en sundhedsmæssig risiko ikke kan udelukkes.
Det drejer sig om:
Aldrin + dieldrin i gulerod fra Albanien
Chlorpyrifos i økologisk quinoa fra Bolivia
Chlorpyrifos i karry fra Sri Lanka
Når pesticidindholdet i en fødevare overskrider grænseværdien, må fødevaren ikke sælges. Vurderes det, at indholdet kan udgøre en sundhedsmæssig risiko, bliver fødevaren også tilbagekaldt fra markedet, og en notifikation kan blive sendt via EU’s advarselssystem for foder og fødevarer, RASFF. Der er udsendt tre RASFF-notifikationer i forbindelse med fund af pesticidrester i 2. kvartal 2024.
Resultaterne fra Fødevarestyrelsens pesticidkontrol vil blive rapporteret mere indgående i den årlige rapport om pesticidrester i fødevarer, som DTU Fødevareinstituttet udarbejder i samarbejde med Fødevarestyrelsen. Rapporten publiceres i sidste halvdel af året efter det år, hvor prøverne er udtaget.