Det går den rigtige vej med danskernes kostvaner, men kosten er fortsat for fed og for sød. Det er konklusionen i en ny rapport om danskernes kostvaner. Rapporten kommer fra Danmarks Fødevareforskning. I rapporten fokuseres især på kostens indhold af næringsstoffer.
”Kostsammensætningen har udviklet sig positivt på en række punkter, men der er fortsat et stykke vej at gå, før kostanbefalingerne er nået ”, siger seniorrådgiver Niels Lyhne, der er en af forskerne bag undersøgelsen.
Danskerne spiser generelt mere frugt og flere grøntsager. Det er en stærkt medvirkende årsag til, at indholdet af vitaminer og mineraler i kosten på nogen områder er blevet forbedret. En mindre stigning i brød og kornprodukter og et fald i forbruget af fedtstoffer trækker i samme retning. Men det trækker fra, at vi nu spiser mindre fisk og mere sukker og slik.
Familie- og forbrugerminister Lars Barfoed tager undersøgelsens resultater til efterretning: ”Jeg er glad for, at befolkningen spiser mere frugt og grønt og mindre fedt. Det viser, at vores oplysningskampagner, der har fokuseret på disse to områder, har virket. Men det alt for høje sukkerindtag er meget bekymrende. Derfor følger vi udviklingen nøje, og vi har de senere år forstærket oplysningsindsatsen på dette område,” siger familie- og forbrugerminister Lars Barfoed.
Danskernes indtag af mikronæringsstoffer (vitaminer og mineraler) er generelt tilfredsstillende. For vitaminerne A, riboflavin, B12 samt mineralerne calcium, fosfor og jod er indholdet rigeligt. Indholdet er på et acceptabelt niveau for vitaminerne E, thiamin, B6, folat og C samt mineralerne magnesium, zink, selen og kalium. Dog er D-vitaminindholdet i kosten generelt for lavt og indholdet af jern er utilstrækkeligt for mange kvinder i den fødedygtige alder.
Kostens indhold af fedt fortsætter med at falde. For den voksne befolkning kom 44% af energiindtaget fra fedt i 1985. Denne andel faldt til 39% i 1995 og er nu faldet yderligere til 35%. Børns indtag af fedt er ligeledes faldet fra 35% af energien i 1995 til nu 33%. Det går altså i den rigtige retning, om end der er et stykke vej endnu, før målsætningen på 30% er nået.
Kostens indhold af mættet fedt falder og udgør nu 16% af energien mod de anbefalede 10%. Den vigtigste årsag til, at kosten har så højt et indhold af mættet fedt, er, at forbruget af fede mejeriprodukter er for højt i forhold til anbefalingerne. Alle slags fedt indeholder mættet fedt, men mere end to tredjedele af fedtet i mejeriprodukter mættet fedt.
Sukkerindholdet i kosten er som tidligere alt for højt. Det er fortsat knap halvdelen af den voksne befolkning og tre fjerdedele af alle børn, som spiser mere sukker, end det er sundhedsmæssigt forsvarligt, dvs. mere end de højst anbefalede 10% af energien.
Oplysningerne om de danske spisevaner er indsamlet i perioden 2000-2002 og omfatter godt 4000 personer i alderen 4-75 år. Deltagerne har registreret, hvad de har spist og drukket i en uge. På baggrund af de indsamlede oplysninger er indholdet af næringsstoffer beregnet og sammenlignet med tidligere resultater og med anbefalinger for en sund kost.
Rapporten "Danskernes kostvaner 2000-2002".
Flere oplysninger:
Seniorrådgiver Niels Lyhne, Danmarks Fødevareforskning, nla@dfvf.dk, tlf. 72 34 74 14
Kontakt til ministeren: Pressechef Mette Hovmand, Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender, tlf. 25 40 88 40