Kilden til det store VTEC-udbrud kommer fra Ægypten

Spirer af bukkehornsfrø importeret fra Ægypten er sandsynligvis kilden til de omfattende udbrud af VTEC i Tyskland og Frankrig. Det konkluderer ekspertrapport fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA.

Siden maj 2011 har de store udbrud af VTEC i Tyskland og Frankrig kostet 49 mennesker livet og gjort 4.173 personer alvorligt syge i 13 europæiske lande. Infektion med VTEC kan forårsage blodig diarré og føre til såkaldt hæmolytisk uræmisk syndrom (HUS) hos mennesker, som i alvorligere tilfælde kan resultere i akut nyresvigt og dødsfald. Der er blevet rapporteret 892 HUS-tilfælde i de europæiske lande.

Spirer af bukkehornsfrø fra Ægypten står bag

Et bestemt parti bukkehornsfrø importeret fra Ægypten har vist sig som den sandsynlige kilde ved brug af tilbagesporing. Rapporten fra EFSA peger samtidig på, at alle partier bukkehornsfrø fra samme eksportør i perioden 2009-2011 må mistænkes for at kunne indeholde VTEC.

Mikrobiologiske analyser af frøene har indtil videre ikke kunnet påvise VTEC i frøene. Det frikender imidlertid ikke frøene. Uens fordeling af VTEC i frøene samt usikkerhed i prøveudtagningen og påvisning af bakterien betyder, at det ikke er muligt at fri-teste et parti. Selv meget små forekomster af VTEC-bakterien kan medføre alvorlig risiko for forbrugerne.

Spredning til flere lande

Bukkehornsfrøene er desuden blevet spredt til flere lande, viser rapporten. Der er foretaget en fremadsporing fra den ægyptiske eksportør til importører og distributører. Resultatet viser, at det mistænkte parti bukkehornsfrø er importeret til Tyskland og derfra fordelt videre til distributører og firmaer i Tyskland, England, Østrig og Spanien.

Tilbagesporingen omfatter et komplekst opklaringsarbejde, hvor det vil tage uger at spore forgreningerne fra de mange distributører. Det kan derfor ikke udelukkes, at frøene er havnet i andre lande – også uden for EU.

Spis kun varmebehandlede spirer

Rapporten støtter endvidere op om de anbefalinger, EFSA og Det Europæiske Center for Sygdomskontrol, ECDC, sendte den 29. juni 2011 – og som Fødevarestyrelsen i Danmark ligeledes har videregivet til de danske forbrugere: Forbrugerne bør indtil videre kun spise spirer, der er varmebehandlet, og frarådes at dyrke spirer selv. 

Læs mere

Find mere information i rapporten fra EFSA: Tracing seeds, in particular fenugreek (Trigonella foenum-graecum) seeds, in relation to the Shiga toxin-producing E. coli (STEC) O104:H4 2011 Outbreaks in Germany and France. Se også EFSAs pressemeddelelse på efsa.europa.eu.

Se desuden Fødevarestyrelsens pressemeddelelse: Spirer bør varmebehandles.