DTU Fødevareinstituttet har vurderet et fransk studie af effekten på rotter ved indtagelse af gensplejsede majs og sprøjtemidlet Roundup. DTU Fødevareinstituttet konkluderer, at studiet ikke lever op til de videnskabeligt accepterede standarder.
Det nye franske studie af Séralini og samarbejdspartnere, ”Long term toxicity of a Roundup herbicide and a Roundup-tolerant genetically modified maize”, som er publiceret i tidsskriftet Food and Chemical Toxicology, har været meget omtalt i medierne. DTU Fødevareinstituttet har vurderet studiet og fundet, at de anvendte metoder og resultaterne ikke kan dokumentere de konklusioner, forfatterne drager i artiklen.
Formålet med det franske studie er at beskrive effekter på rotter efter fodring med forskellige koncentrationer af den gensplejsede NK603 majs, med tilsætning af Roundup i drikkevand og med fodring af NK603 majs sprøjtet med Roundup. NK603 majs er gensplejset til at kunne tåle glyfosat, der er det aktive stof i ukrudtsmidlet Roundup. NK603 majs er godkendt til konsum i EU og en lang række andre lande.
Usædvanligt studie kræver usædvanlig god dokumentation
DTU Fødevareinstituttet vurderer, at undersøgelsen er mangelfuld, da en række af de præsenterede resultater mangler dokumentation, og derfor er det ikke muligt at drage konklusioner om effekten på rotter af hverken NK603 majs i foderet eller Roundup i drikkevand.
”Studiet konkluderer, at det er farligt at spise gensplejset majs, men det er der intet belæg for. En af vores mange anker mod undersøgelsen er det begrænsede antal af rotter, der indgår i forsøget. I alt er 200 rotter inddelt i hold på 10 rotter i hver. Det er alt for lidt. OECD anbefaler 50 for, at man kan se forskelle, der også er statistisk holdbare”, siger specialkonsulent Jan Pedersen fra DTU Fødevareinstituttet.
”Det er første gang studier over så lang tid med Roundup og den type majs er lavet. Et udsædvanligt studie kræver usædvanlig god dokumentation, og det mangler vi i det franske studie. Derudover kender vi til over 20 andre langvarige studier med fodring af dyr med genmodificerede afgrøder, som aldrig har ikke vist nogen sundhedsmæssige effekter ”, siger forskningsgruppeleder Ilona Kryspin Sørensen fra DTU Fødevareinstituttet.
Læs mere
Læs hele vurderingen fra DTU Fødevareinstituttet: DTU Fødevareinstituttets vurdering af nyt langtidsstudie med gensplejset majs NK603 og med sprøjtemidlet Roundup.