DTU tilbyder sammen med fire andre nordiske universiteter en ny kandidatuddannelse i produktion og forarbejdning af fisk, skaldyr og andre fødevarer fra hav og ferskvand. Uddannelsen skal sikre, at den viden og ekspertise, der er om produktion og forarbejdning på forskellige universiteter, fremover er samlet i én uddannelse. Det skal bidrage til kvalitetssikring af fremtidens akvatiske fødevarer.
Den nye nordiske kandidatuddannelse AQFood, Aquatic food production – safety and quality, er en uddannelse i produktion og forarbejdning af akvatiske fødevarer. Bag uddannelsen står fem nordiske universiteter fra Danmark, Norge, Sverige og Island, herunder DTU. Universiteterne dækker tilsammen ekspertise inden for både produktion og forarbejdning, der ellers traditionelt er opdelt i forskellige uddannelser og universiteter.
I dag er produktion og forarbejdning af akvatiske fødevare stærkt opdelt, og derfor bliver vigtig viden fra begge områder ikke udnyttet og viderebragt på de eksisterende uddannelser. AQFood gør op med den traditionelle opdeling ved at bringe universiteter sammen, der har en forankret ekspertise inden for hver deres områder.
Uddannelsen er designet til studerende, der ønsker at en karriere i den akvatiske fødevareproduktionen – uanset om de vil være fagfolk inden for akvakulturproduktion, industriel fødevareproduktion eller naturressourceforvaltning. Fokus i AQFood er at tage fat på hele kæden og overveje vigtige aspekter af økonomi, produktionsledelse og miljømæssige udfordringer.
Samarbejde med industrien
AQFood lægger op til et stærkt industrisamarbejde gennem hele uddannelsen. Det skal sikre de studerende en praktisk tilgang til området udover den videnskabelige viden.
De studerende bliver primært tilknyttet to af de deltagende universiteter, afhængig af den studielinje de vælger. De får en dobbeltgrad fra de to universiteter, og det afspejler dermed deres multidisciplinære kompetencer. De fem universiteter, der bidrager til uddannelsen er: DTU Fødevareinstituttet, Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet i Trondheim, Norges Miljø- og Biovidenskabelige Universitet, Sveriges Landbrugsuniversitet og Islands Universitet.
Læs mere
Efterårssemestret 2012 er første gang, der bliver optaget studerende på AQFood. Yderligere oplysninger om uddannelsen kan findes på AQFoods hjemmeside www.aqfood.org/. Samarbejdet mellem de fem nordiske universiteter er blevet muliggjort af en bevilling fra Nordisk Ministerråd. Læs mere i pressemeddelelsen.