Kostundersøgelse

Danske hverdagsvalg under lup i ny nordisk undersøgelse

Efter Nordisk Ministerråds lancering af en ny fællesnordisk undersøgelse om kost, fysisk aktivitet, overvægt, alkohol- og nikotinforbrug sætter DTU Fødevareinstituttet fokus på de danske resultater: Udviklingen viser flere søde drikke og søde fødevarer, mindre frugt, grønt og fuldkorn samt et vedvarende højt niveau af overvægt blandt både børn og voksne.

Person drikker sodavand
 Foto: Colourbox

I Danmark ses samme udvikling som i de øvrige nordiske lande. På ti år er forbruget af sodavand, energidrikke og andre søde drikke steget, ligesom kage, chokolade og slik fylder mere i ugens løb, mens indtaget af frugt, grønt og fuldkornsbrød ikke er fulgt tilsvarende med. 

  • Søde drikke (sodavand, energidrikke, light/sukkerfri drikke og juice): Voksne drikker søde drikke ca. 6,5 gange om ugen i dag mod 4,6 gange om ugen for ti år siden. Stigningen hænger især sammen med, at vi drikker flere energidrikke og flere light/sukkerfri drikke, mens vi drikker juice sjældnere.
  • Søde/sukkerholdige fødevarer (kage, småkager, chokolade, slik m.m.): Voksne spiser i gennemsnit søde/sukkerholdige fødevarer ca. 4,8 gange om ugen sammenlignet med 4,4 gange om ugen for ti år siden.
  • Frugt og grønt: Voksne spiser frugt og grønt ca. 2,1 gange om dagen i dag sammenlignet med 2,6 gange om dagen for ti år siden. For frugt falder forbruget fra 1,4 til 0,9 gang om dagen, mens grøntsager ligger stabilt omkring 1,2 gang om dagen i begge år, hvor data er indsamlet.
  • Fuldkornsbrød: Voksne spiser i gennemsnit ca. 2,8 skiver fuldkornsbrød om dagen mod 3,3 skiver for ti år siden. For fuldkornshvedebrød falder forbruget fra 1,1 til 0,7 skive om dagen, mens rugbrød ligger omkring 1,8 skive om dagen.
  • Fisk: Voksne spiser fisk ca. 1,6 gang om ugen i dag mod ca. 1,1 gang om ugen for ti år siden.

”Når vi ser på udviklingen over ti år, er det tydeligt, at især sukkerforbruget har fået lov til at glide lidt under radaren. Vi taler meget om grove kulhydrater og grøntsager, men i praksis er det de søde drikke og søde sager, der stille og roligt fylder mere i hverdagen. Det kan vi nu se meget tydeligt i tallene,” siger Sisse Fagt, seniorrådgiver ved DTU Fødevareinstituttet.  

Flere børn og voksne lever med overvægt 

Hos voksne i Danmark har 46,7% overvægt eller svær overvægt, og 18,4% har svær overvægt, defineret som et BMI på 30 eller derover. Niveauet er på linje med 2014, men det gennemsnitlige BMI er steget fra 25,5 til 26,1 i perioden. For børn i alderen 7-12 år er andelen med overvægt eller svær overvægt vokset fra 11,4% til 20,1%, og deres gennemsnitlige BMI er steget fra 16,9 til 17,5 i samme periode. BMI (Body Mass Index) beregnes som vægt i kilo divideret med højde i meter gange højde i meter.

”Tallene viser et vedvarende højt niveau af overvægt og svær overvægt blandt voksne og en stigning blandt børn. Samtidig ser vi, at det gennemsnitlige BMI blandt voksne er steget. Det peger på, at de bagvedliggende årsager ligger i de fælles rammer for vores hverdag – ikke hos den enkelte. Det er et signal om, at der er behov for langsigtede, strukturelle løsninger, hvis udviklingen skal vendes,” siger Sisse Fagt. 

Befolkningsundersøgelsen monitorerer udviklingen i de nordiske lande blandt børn (7-12 år) og voksne (18-65 år) indenfor kost, fysisk aktivitet og overvægt samt alkohol, tobak og nikotinprodukter. Data er indsamlet i 2011, 2014 og 2024 i Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige.

Undersøgelsen er en gentagen tværsnitsundersøgelse baseret på udtræk fra de nationale befolkningsregistre. I 2024 blev der i hvert land inviteret ca. 1.000 voksne og 500 børn. Data blev indsamlet ved en kombination af computerassisterede telefoninterviews og online spørgeskemaer (mixed-mode), og svarene er vægtet for alder, køn og uddannelse, så resultaterne er repræsentative på befolkningsniveau i de enkelte lande og kan sammenlignes på tværs af Norden.

Spørgeskemaundersøgelsen om kost, fysisk aktivitet og vægt gennemføres som gentagne tværsnitsundersøgelser blandt nationale, repræsentative stikprøver af voksne samt forældre til børn i alderen 7-12 år. Deltagerne svarer på et standardiseret nordisk spørgeskema, hvor indtaget af forskellige mad- og drikkevarer opgøres som hyppighed (gange pr. dag eller pr. uge). Højde og vægt er selvrapporteret, og der beregnes BMI (Body Mass Index), som inddeles i normalvægt, overvægt og svær overvægt efter internationale kriterier. Data er vægtet for alder, køn og uddannelse, så resultaterne afspejler befolkningen i de enkelte lande.
 

Læs mere

Se hele rapporten: NORMO -2025 -NORDIC MONITORING 2014–2024 Status and development of diet, physical activity, use of nicotine products, alcohol and overweight.

Se Nordisk Ministerråds lanceringsevent for NORMO 2025.

For faglig fordybelse kan du se et forskningswebinar, hvor seniorrådgiver Sisse Fagt gennemgår studiedesignet og de vigtigste ændringer i nordboernes kost, fysisk aktivitet, overvægt, alkohol- og nikotinforbrug fra 2014 til 2024. Se webinaret. 

Se også DTU Fødevareinstituttets temasite om ernæring og kostvaner.