Madens Folkemøde 2026

Madens Folkemøde 2026

Hvornår

21. maj 14:00 - 23. maj 15:00

Hvor

4800 Nykøbing Falster

Arrangør

Foreningen Madens Folkemøde

Madens Folkemøde 2026

Når Madens Folkemøde løber af stablen den 21.-23. maj 2026 i Nykøbing Falster, kan du møde DTU Fødevareinstituttet på festivalpladsen.

Madens Folkemøde Bod 2025
DTU Fødevareinstituttet deltog også sidste år på Madens Folkemøde med egen stand.

Ville du spise din emballage? Eller lytte til en svamp, før du smager på den?

Det lyder måske lidt langt ude. Men det er noget af det, vi arbejder med på DTU Fødevareinstituttet og noget af det, du selv kan opleve på Madens Folkemøde i Nykøbing Falster den 21.-23. maj.

Over tre dage åbner vi op for forskningen og inviterer dig med helt tæt på. Du kan kigge på mycelium i mikroskop og teste smagen af nye proteinkilder. Du kan møde alger i en bioreaktor, prøve blå spirulina-popcorn og tage stilling til tang og andre fødevarer, som flere måske skal vænne sig til i fremtiden.

Vi arbejder også med konkrete udfordringer. Hvordan reducerer vi madspild? Hvordan sikrer vi en sikker og bæredygtig fødevareproduktion til en voksende befolkning? Kan vi løse dele af plastik-problematikken ved at emballagen bliver spiselig? Og hvad tænker du selv, når du står med de nye løsninger i hånden?

Undervejs kan du møde både forskere og studerende fra DTU Fødevareinstituttet og få et indblik i, hvordan vi arbejder med fødevarer og sundhed - og hvordan vi uddanner unge mennesker til at tage del i løsningen af globale udfordringer. I vores uddannelsesaktiviteter kan du selv sammensætte din vej ind i feltet og få en fornemmelse af, hvad det kræver.

Aktiviteterne foregår primært på vores stand ved Kirkepladsen og ved debatter på den cirkulære scene (fredag kl. 16): Nogle som korte oplæg, andre som smagninger og hands-on oplevelser.

Kig forbi og få en fornemmelse af, hvordan fremtidens fødevarer bliver til – og hvem der udvikler dem.

Programmet offentliggøres senere.

Læs mere om Madens Folkemøde 2026