Podcast om mikrober og antimikrobiel resistens
Hvad gør vi, hvis bakterierne omkring os overlister den moderne medicin? I den nye podcast ”Bugs, Drugs and Genomes” undersøger forskere fra DTU de bakterier, der ligger bag antimikrobiel resistens, som er en af vor tids største globale sundhedsudfordringer.
Forskningsgruppen for Global Kapacitetsopbygning i DTU Fødevareinstituttet lancerer “Bugs, Drugs, and Genomes”, en ny videnskabelig podcast, der udforsker historierne bag antimikrobiel resistens. Du kan lytte til podcasten hver onsdag kl. 12.00 (CEST).
Global Kapacitetsopbygning arbejder på at styrke den globale overvågning af antimikrobiel resistens ved i samarbejde med internationale partnere at støtte opbygningen af laboratoriekapacitet til helgenomsekventering (aflæsning af hele arvemassen i en organisme) i Europa, Afrika og Asien.
Det handler podcasten om
Uanset om du er studerende, fagperson eller bare nysgerrig, kan du glæde dig til:
- Indblik i hvordan antimikrobiel resistens opstår, spredes og påvirker mennesker over hele verden.
- At komme bag kulisserne af det globale sundhedsberedskab, fra international overvågning til påvisning af sygdomsudbrud.
- Karriereperspektiver fra både yngre og erfarne forskere, der fortæller om, hvordan det er at arbejde med mikrober og antimikrobiel resistens.
- Indslag om mikrobiologi, hvor eksperter deler viden om deres yndlingsbakterier og fortæller, hvad der gør lige præcis de mikrober fascinerende – og til tider frustrerende.
Det er videnskab i høj potens: historierne bag antimikrobiel resistens, menneskerne, der vil skabe overblik, laboratorie-teamene og de mikroorganismer, der irriterende nok ikke altid opfører sig, som vi regner med. Tag med ind i en verden af mikrober, forskning og globale sundhedsudfordringer.
Læs mere om Forskningsgruppen for Global Kapacitetsopbygning
Se også temasitet og om antibiotikaresistens på DTU Fødevareinstituttets website og besøg stopAMR.dk
Kontakt
Christa Twyford Gibson Projektleder chrgi@food.dtu.dk
Ella Jongebreur Administrativ assistent echjo@food.dtu.dk
Praissy Zefi Jeyakumar Videnskabelig assistent pzeje@food.dtu.dk