Websitet StopAMR.dk giver et lettilgængeligt overblik over, hvad antibiotikaresistens er, hvorfor det er en voksende trussel, og hvad borgere, patienter og pårørende selv kan gøre for at være med til at bremse udviklingen af resistente bakterier. Her kan man bl.a. få forklaret forskellen på bakterie- og virusinfektioner, få aflivet sejlivede myter og finde konkrete råd om mere ansvarlig brug af antibiotika. Derudover rummer sitet artikler, videoer, podcasts samt nyheder og events om antibiotikaforbrug og resistens.
Den faglige frontfigur for StopAMR-kampagnen er lektor Patrick Munk fra DTU Fødevareinstituttet, hvor han forsker i antibiotikaresistens og mikrobiomer med bioinformatiske metoder. Han er gennemgående ekspert på stopAMR.dk og medvirker bl.a. i kampagnens podcast og videoindhold, hvor han forklarer, hvorfor antibiotikaresistens er en voksende trussel, og hvordan vi kan begrænse den, før den begrænser os.
”Jeg arbejder til daglig med enorme datamængder fra bakterier og DNA-stykkerne, der gør dem resistente. Men værdien af vores viden er en funktion af dens synlighed. Så vi bør gøre meget for, at den bliver tilgængelig for flere. StopAMR.dk er et forsøg på at oversætte vores forskning til let forståelig viden og råd, som kan hjælpe i den sejlivede kamp mod resistens,” siger Patrick Munk.
StopAMR er en national oplysningskampagne om antibiotikaresistens, som DTU Fødevareinstituttet står bag i samarbejde med resten af AMR-Alliancen. Kompas Kommunikation, Videnskab.dk og MadeClear ApS er partnere i projektet, der er støttet af Sundhedsdonationer. Målet er er at omsætte forskningsbaseret viden til oplysning og budskaber, der gør det nemmere for alle at bidrage til at begrænse antibiotikaresistens.
Forskerne inviterer også Danmark ind i onlinefællesskabet “Mikrobiomet” på Discord, hvor man kan stille spørgsmål, dele viden og diskutere det mikroskopiske liv i og omkring os.
Læs mere
Læs mere på StopAMR.dk.