Pesticider i kosten: Resultater fra 1. kvartal 2026
Hvordan ser det ud med pesticidrester i vores fødevarer? Den seneste kvartalsrapport fra den danske pesticidkontrol giver et indblik i resultaterne fra årets første tre måneder.
Pesticidrapport og clementiner
mandag 31 august 2026
Vibeke Johannessen
I 1. kvartal 2026 blev der analyseret 466 fødevareprøver som led i den danske pesticidkontrol. Prøverne omfattede både konventionelle og økologiske fødevarer, herunder frugt, grøntsager, korn, forarbejdede produkter, babymad og animalske produkter.
For størstedelen af de undersøgte fødevarer blev der ikke fundet pesticidrester, som gav anledning til sundhedsmæssig bekymring. I seks prøver blev der dog påvist pesticidrester i koncentrationer over grænseværdien, hvor DTU Fødevareinstituttet har vurderet, at en sundhedsmæssig risiko ikke kan udelukkes.
De seks fund omfatter:
Dimethoat i jordbær fra Egypten
Chlorpyrifos i korianderfrø fra et ukendt land uden for EU
Chlorpyrifos i mandarin/clementin fra Spanien
Chlorpyrifos i spidskommenpulver fra Tyrkiet
Chlorpyrifos i kikærtemel fra Indien
Chlorpyrifos i sesamolie fra Malaysia
Når pesticidindholdet i en fødevare overskrider den gældende grænseværdi, må produktet ikke markedsføres. Hvis der samtidig vurderes at være en mulig sundhedsmæssig risiko, tilbagekaldes produktet fra markedet, og oplysningerne kan deles via EU's varsels- og advarselssystem for fødevarer og foder (RASFF). I forbindelse med fundene i 1. kvartal 2026 blev der udsendt seks RASFF-notifikationer.
Læs rapporten
Rapporten: Pesticider i kosten, Pesticidkontrol af fødevarer, 1. kvartal 2026 giver en samlet oversigt over de prøver, der er analyseret i kvartalet.
Resultaterne indgår desuden i den årlige rapport om pesticidrester i fødevarer, som DTU Fødevareinstituttet udarbejder i samarbejde med Fødevarestyrelsen. Årsrapporten offentliggøres i anden halvdel af året efter, at prøverne er udtaget.