Nyt studie rejser spørgsmål om svampemidler til gravide
Et nyt studie tyder på, at almindelige håndkøbsmidler mod svamp under graviditeten kan være forbundet med ændringer i fosterets hormonproduktion. Men forskerne kan endnu ikke sige, om de målte forskelle har konsekvenser for børnene senere i livet.
Undersøgelser af bl.a. prøver som denne af binyrevæv fra rotter, har fået forskerne til at efterspørge mere forskning i sikkerheden af gravides brug af svampemidler. Foto: DTU Fødevareinstituttet
tirsdag 06 oktober 2026
Lene Hundborg Koss
Mange gravide får svampeinfektioner, som ofte behandles med de meget udbredte azol-baserede svampemidler. Nu peger et nyt studie med forskere fra DTU Fødevareinstituttet og Rigshospitalet på, at brugen af disse midler under graviditeten kan være forbundet med ændringer i fosterets hormonproduktion med vedvarende effekter hos barnet efter fødslen.
Forskerne ved dog endnu ikke, om de forskelle, de har fundet, får betydning for børnenes helbred eller evne til at få børn senere i livet.
Forskerne analyserede data fra 589 danske mor-barn-par. Fundene blev understøttet med laboratorieforsøg med humant binyrevæv og forsøg med drægtige rotter, hvor forskerne blandt andet undersøgte både blod og binyrevæv fra rottefostrene.
Undersøgelserne viser, at børn af mødre, der havde anvendt medicin mod svampeinfektioner under graviditeten, havde ændrede niveauer af binyrehormoner tre måneder efter fødslen.
”Det er påfaldende, at brugen af azol-svampemidler i graviditeten ser ud til at påvirke niveauet af binyrehormonerne i børnene længe efter fødslen. Selvom hormonniveauerne fortsat lå indenfor normalområdet, tyder resultaterne på, at fosterudviklingen har været påvirket,” siger professor ved DTU Fødevareinstituttet, Terje Svingen.
Binyrehormoner er med til at regulere mange funktioner i kroppen, f.eks. sukkerstofskiftet, blodtrykket, immunforsvaret samt vækst og kønsudvikling.
Gylli Mola, som er forsker og læge på Rigshospitalet, uddyber:
”Fundene er bemærkelsesværdige, fordi der primært er tale om lokal behandling med håndkøbspræparater i form af cremer og vaginale stikpiller, som traditionelt betragtes som sikre under graviditet.”
Forskerne mener derfor, at sikkerheden ved brugen af de udbredte azol-svampemidler under graviditet bør undersøges nærmere.
Forsker ved DTU Fødevareinstituttet Monica Kam Draskau har bl.a. arbejdet med analyserne af de eksperimentelle studier.
”Da fundene hos børnene understøttes af fund fra både binyrevæv fra menneskefostre og i rotteforsøg, styrker det vores formodning om, at der er en sammenhæng med brugen af de azol-baserede svampemidler,” siger hun.
Studiet kan ikke direkte vise, at svampemidlerne er årsag til de hormonelle ændringer hos børnene, og forskerne kan ikke ud fra studiet konkludere, at almindelige svampemidler skader børn. Men resultaterne peger på et behov for mere forskning i sikkerheden af de udbredte azol-svampemidler under graviditeten.
Forskningen er en del af forskningsprojektet MERLON og er finansieret af Miljøstyrelsen gennem Center for Hormonforstyrrende Stoffer (CeHoS) og støttet af Rigshospitalets Forskningspulje. IRSET i Frankrig er også partner i studiet.