Dansk frugt og grønt indeholder færre rester af sprøjtemidler end udenlandske, og der er flere forskellige sprøjterester i en større andel af de udenlandske fødevarer end i danske. Ingen af de påviste sprøjterester udgør en sundhedsmæssig risiko for danskerne. Det viser resultaterne fra årets Pesticidrapport 2012 fra Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet.
Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet har analyseret 2.497 prøver fra den danske pesticidkontrol i 2012, og resultaterne viser, at restindhold af sprøjtemidler i fødevarer på det danske marked er på niveau med tidligere år. Godt halvdelen af konventionelt dyrket frugt og grønt på det danske marked i 2012 indeholder sprøjterester.
Analyserne viser, at flest sprøjterester er fundet i frugt fra lande udenfor EU. I frugt fra lande udenfor EU er sprøjterester fundet i 74% af prøverne. I frugt fra EU-landene er der sprøjterester i 69% af prøverne, mens andelen af dansk frugt med sprøjterester er 58%. Generelt bliver sprøjterester oftere fundet i frugt end i grønt. De tilsvarende tal for konventionelt dyrkede grøntsager er 36% i lande udenfor EU, 50% fra EU-landene, mens andelen af danske grøntsager med sprøjterester er 13%.
Rester af sprøjtemidler er ikke fundet i kød. Det svarer til tidligere år.
Ingen overskridelser af grænseværdier i dansk frugt
I dansk produceret frugt overskrider ingen prøver EU’s tilladte grænseværdier, mens der i udenlandsk produceret frugt fra EU-lande er overskridelser i 1% af prøverne og 3% overskridelser i prøver af frugt fra lande udenfor EU.
For konventionelt dyrket grønt fra Danmark overskrider 0,4% af prøverne grænseværdierne, mens der er overskridelser i 1,6% af prøverne fra EU-lande. I grønt fra lande udenfor EU er der overskridelser i 1,4% af prøverne.
Fund er under sundhedsmæssige grænser
Andelen af prøver med rester af mere end et sprøjtemiddel er 25%, hvilket er på niveau med resultatet fra tidligere år. En større andel prøver af udenlandsk producerede fødevarer indeholder flere forskellige sprøjterester end dansk producerede fødevarer. Udenlandsk producerede varer med rester af mere end et sprøjtemiddel udgør knapt hver tredje prøve, mens niveauet i danske varer er 7%.
Forskerne fra DTU Fødevareinstituttet har vurderet prøver med indhold af flere forskellige sprøjterester og de fund i stikprøvekontrollen, hvor EU’s tilladte grænseværdi er overskredet. De konkluderer, at ingen af fundene udgør en sundhedsmæssig risiko for forbrugerne, da den samlede belastning ikke når det niveau, der vil give sundhedseffekter.
Flest fund af sprøjterester i udenlandske øko-varer
217 af prøverne er økologiske fødevarer, og i 1,4% af prøverne er sprøjterester fundet. En af de tre prøver med sprøjterester er en dansk prøve. Indholdet er dog så lavt, at fundet kan skyldes en ikke tilsigtet forurening.
Læs mere
Se hele rapporten: Pesticidrester i fødevarer 2012 – Resultater fra den danske pesticidkontrol (pdf).
Læs også pressemeddelelse fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.
Den årlige pesticidrapport fra Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet bliver supplereret af løbende offentliggørelse af kontroldata fra hvert kvartal. DTU Fødevareinstituttet udarbejder og udgiver kvartalsrapporterne. Tallene er tilgængelige på www.food.dtu.dk.