Photo: Colourbox.com

EFSA: Melorme er sikre at spise for mennesker

Fødevarer, fisk og landbrug Fødevaresikkerhed Fødevareproduktion

Melorme er sikre at bruge som ingrediens i fødevarer, konkluderer den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA. Det er første gang EFSA har lavet en risikovurdering af insekter til brug som menneskeføde.

Insekter bliver ofte nævnt som en bæredygtig proteinkilde, fordi de har en lavere miljøbelastning end f.eks. kød- og mælkeprodukter. Før insekter kan tages i brug som såkaldt ’novel food’ ingrediens i fødevarer, skal eksperter ved EFSA vurdere, at de er sikre for mennesker at spise.

EFSA har i januar 2021 publiceret en videnskabelig vurdering af melorme (Tenebrio molitor larva) som menneskeføde. Det er EFSA’s første risikovurdering af insekter til humant konsum.

Efter bl.a. at have undersøgt data om insekternes indhold af sundhedsskadelige stoffer og mikroorganismer samt deres potentiale for at forårsage allergiske reaktioner har eksperterne konkluderet, at melorme er sikre at bruge i fødevarer. For at fødevareproducenter kan begynde at indarbejde melorme i deres produkter, kræver det dog stadig EU-Kommissionens godkendelse.

EFSA’s risikovurderinger af ’novel foods’ skal sikre, at europæiske forbrugere med appetit efter nye – og til tider usædvanlige – fødevarer kan vide, at disse fødevarer er sikre at spise.

Læs mere

Download den videnskabelige vurdering på EFSA’s website: Safety of dried yellow mealworm (Tenebrio molitor larva) as a novel food pursuant to Regulation (EU) 2015/2283.

På DTU Fødevareinstituttet arbejder forskere med at tilvejebringe viden, der skal gøre produktion af insekter til brug i foder og fødevarer mere bæredygtig og sikker. Læs mere på temasitet om bæredygtig udvikling: Viden kan gøre produktion af insekter endnu mere bæredygtig.