Campylobacter. Foto: CDC/ Dr. Patricia Fields, Dr. Collette Fitzgerald

DTU er med til at efterforske sygdomsudbrud på Bornholm

Fødevarer, fisk og landbrug Fødevaresikkerhed
Fødevarestyrelsen, DTU Fødevareinstituttet og Statens Serum Institut arbejder på højtryk for at finde kilden til et større, igangværende sygdomsudbrud med campylobacter på Bornholm.

Fødevarestyrelsen, DTU Fødevareinstituttet og Statens Serum Institut, SSI, har siden den 2. juni 2020 i fællesskab efterforsket et igangværende sygdomsudbrud på Bornholm. På nuværende tidspunkt er der meldinger om op mod 100 personer med symptomer svarende til en campylobacterinfektion.

Indtil nu er 54 personer i alderen 9 måneder til 97 år testet positive for campylobacter og flere patientprøver er ved at blive undersøgt. De syge bor på Bornholm eller har besøgt øen for nylig. SSI undersøger også, om det er den samme type campylobacter, der har gjort patienterne syge.

Målet med samarbejdet er at identificere smittekilden. På nuværende tidspunkt er der ikke spor til en bestemt kilde, men man mistænker en lokalproduceret fødevare – formodentligt et spiseklart produkt.

Læs mere

Detaljerne omkring udbruddet og arbejdet med at finde smittekilden er nærmere beskrevet i en nyhed fra Fødevarestyrelsen: Flere syge af campylobacter på Bornholm. Nyheden giver også gode råd til, hvordan forbrugere bedst undgår at blive smittet med campylobacter.