Fødevareforsyningssikkerhed, beredskab og uafhængighed står højt på dagsordenen i Danmark og Europa. På konferencen Food in Time of Crisis den 8. december 2026 sætter DTU Fødevareinstituttet fokus på, hvordan forskning, innovation og forskningsbaseret myndighedsrådgivning kan bidrage til at imødekomme udfordringerne. Tilmeldingen er åben, så reserver din plads.
Adjunkt Robin Dorau står foran fermentorer, som kan bruges til at producere proteiner ved hjælp af en proces kaldet præcisionsfermentering. Foto: Mikael Schlosser
tirsdag 08 september 2026
Heidi Kornholt
Verden ser meget anderledes ud i dag end for blot få år siden. Geopolitiske spændinger, klimarelaterede hændelser, cybertrusler og pres på kritisk infrastruktur har øget risikoniveauet og gjort beredskab til et fælles ansvar. Vi skal være klar til situationer, hvor forsyningskæder bliver afbrudt, energisystemer kommer under pres, og adgang til friske fødevarer eller strøm ikke længere kan tages for givet. Samtidig skal vi finde måder at producere og forbruge fødevarer på, som stadig er sikre, sundere og mere bæredygtige. Det gør fødevareforskning, innovation og forskningsbaseret myndighedsrådgivning vigtigere end nogensinde.
DTU Fødevareinstituttet inviterer særligt fagfolk fra universiteter, forskningsinstitutioner, myndigheder, virksomheder og start-ups til en endagskonference om fødevareforskningens rolle i en tid præget af kriser og forandring.
Konferencen kredser om, hvordan missionsdrevet forskning og fødevareteknologier kan bidrage til at skabe robuste fødevareforsyningskæder og samtidig understøtte adgangen til sikre og sunde fødevarer.
Gennem keynotes, forskningsoplæg, show-and-tell-stande og en paneldebat samler dagen viden, dilemmaer og praktiske perspektiver med relevans for forskning, myndigheder og erhverv.
Konferencen foregår på engelsk.
Program
To spor danner rammen om konferencen:
Spor 1: Robuste fødevareforsyningskæder
Hvordan kan forskning og forskningsbaseret myndighedsrådgivning understøtte myndighedernes beredskab ved både utilsigtede hændelser og bevidste angreb? Sporet vil blandt andet handle om beredskabsscenarier, alternative forsyningsveje og betydningen af mere simple fødevarer, når de normale forsyningskæder er under pres.
Spor 2: Nye fødevareproduktionsteknologier til fremtidens ernæring og sundhed
Nye og bæredygtige fødevareproduktionsteknologier bliver nødvendige for at sikre, at fødevarer er næringsrige, sikre og ikke mindst tilstrækkelige. Sporet vil blandt andet sætte fokus på, hvorfor der er behov for nogle ultraforarbejdede fødevarer, og hvordan nye teknologier kan bidrage til fødevaretilgængelighed, robusthed og sundere kostvaner.
Det detaljerede program kommer senere.
Dato og tid
8. december 2026, kl. 9.00–16.00
Sted
DTU
Bygning 303A
Asmussens Allé
2800 Kgs. Lyngby
Tilmelding
Det er gratis at deltage, og frokost er inkluderet. Tilmeldingen er åben til og med den 2. december 2026. Tilmeld dig nu for at sikre dig en plads.
Bemærk, at vi opkræver et no-show-gebyr på 500 kr., hvis du tilmelder dig, men ikke deltager.
Kontakt
Har du spørgsmål om konferencen, er du velkommen til at kontakte food@food.dtu.dk.