Photo: Colourbox.dk

Hør om global sygdomsovervågning på WHO-webinar

Fødevarer Fødevaresikkerhed Bakterier og mikroorganismer Gener og genomer

Hvordan analyser af spildevand kan bruges til at overvåge forekomsten af antibiotikaresistens og smitsomme sygdomme i hele verden, kan du høre mere om på et webinar den 26. marts.

Ved at analysere spildevand fra 60 lande rundt om i verden har et internationalt forskerhold – under ledelse af DTU Fødevareinstituttet – genereret de første, sammenlignelige globale data og herved kortlagt det globale niveau af antibiotikaresistens i bakterier, som hovedsageligt raske mennesker bærer rundt på.

To professorer fortæller

På et webinar den 26. marts, som Verdenssundhedsorganisationen, WHO, holder, vil professor Frank Møller Aarestrup fra DTU Fødevareinstituttet fortælle om konceptet bag projektet og fremlægge hovedresultaterne af studiet. Studiet er publiceret i det velansete tidsskrift Nature Communications.

Derefter vil professor Marion Koopmans fra Erasmus Medical Centre i Holland fortælle om, hvordan erfaringerne fra projektet kan bruges til at indfri forskerholdets overordnede ambition om at udvikle et verdensomspændende overvågningssystem. Ambitionen er at udvikle et globalt overvågningssystem, som kontinuerligt overvåger forekomst og spredning af sygdomsfremkaldende mikroorganismer og antibiotikaresistens.

De to professorer leder sammen EU-projektet COMPARE, der med 28 europæiske partnere skal gøre det hurtigere på globalt plan at opdage og reagere på sygdomsudbrud blandt mennesker og dyr ved brug af helgenomteknologi.

Sådan deltager du i webinaret

Webinaret finder sted den 26. marts fra 16-17.30. WHO har beskrevet på deres website, hvordan du kan deltage i webinaret.

Læs mere

Resultaterne fra spildevandsstudiet er beskrevet i en pressemeddelelse fra DTU Fødevareinstituttet: Spildevand afslører antibiotikaresistens i hele verden og i en artikel i Nature Communications: Global monitoring of antimicrobial resistance based on metagenomics analyses of urban sewage.

Studiet er finansieret via bevillinger fra Novo Nordisk Fonden, Velux Foundation, WHO og via det EU-finansierede projekt COMPARE. Flere COMPARE-partnere har været med i studiet.

Læs mere på DTU Fødevareinstituttets website om instituttets forskning inden for DNA-sekventeringsteknikker, som er med til at fastsætte internationale standarder for påvisning, overvågning og studier af global spredning af sygdomsfremkaldende mikroorganismer og antibiotikaresistente bakterier.