Sukker. Foto: Colourbox.dk

EFSA: sukkerindtaget bør være så lavt som muligt

Fødevarer Ernæring og kostvaner
På baggrund af den nuværende videnskabelige viden er det ikke muligt at fastsætte en grænse for, hvor meget sukker forbrugere højst kan spise, uden at det skader helbredet. Spis mindst muligt sukker, konkluderer EFSA.

Efter en høring, har Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, færdiggjort en omfattende vurdering af sukker i kosten og sammenhængen med potentielle sundhedsproblemer.

Det oprindelige mål med vurderingen var at fastsætte en øvre tolerabel grænse for sukker i kosten, men ud fra de tilgængelige videnskabelige data har det ikke været muligt. EFSA’s eksperter konkluderer, at forbrugerne bør indtage mindst muligt sukker.

Med varierende grader af sikkerhed viser studier sammenhænge mellem indtaget af sukker og huller i tænderne, overvægt, leversygdomme og type 2-diabetes.

Vurderingen er udarbejdet på foranledning af de nordiske lande (Danmark, Finland, Island, Sverige og Norge).

Læs mere

På EFSA’s website kan du læse mere om vurderingen og om den fremtidige forskning af sukker i kosten.

Vurderingen er baseret på en systematisk litteraturgennemgang af mere end 30.000 videnskabelige artikler, der handler om sammenhængen mellem sukkerindtag og forekomsten af en række sygdomme. Med afsæt i data fra 25 EU-landes kostundersøgelser har EFSA’s eksperter også beregnet, hvor meget forskellige fødevaregrupper bidrager til kostens sukkerindhold.