Photo: Colourbox.com

DTU-aktie i at EU stempler fire stoffer som hormonforstyrrende

Sundhed og sygdomme Fødevaresikkerhed

På dansk forslag har EU i februar 2017 besluttet at anerkende, at fire phthalater er hormonforstyrrende for mennesker. DTU Fødevareinstituttet har bidraget med en væsentlig del af dokumentationen til forslaget. Beslutningen er første skridt på vejen til en strammere regulering af brugen af stofferne i forbrugerprodukter.

EU’s medlemslande har i februar 2017 på forslag af Danmark stemplet fire phthalater (DEHP, DBP, DIBP og BBP) som hormonforstyrrende for mennesker. Beslutningen bygger på dokumentation, som er samlet i Danmark, hvoraf en stor del stammer fra DTU Fødevareinstituttets forskning og rådgivning om phthalaternes sundhedsskadelige effekter.

På grund af stoffernes skadelige effekt på menneskers reproduktionsevne, har EU tidligere optaget dem på den såkaldte Godkendelsesliste under EU's kemikalielovgivning REACH, hvilket sætter en grænse på 0,3% for brugen i forbrugerprodukter uden speciel godkendelse.

Anerkendelsen af phthalaternes hormonforstyrrende effekter er første skridt på vejen til, at grænsen for krav om godkendelse for brugen i forbrugerprodukter bliver sænket til 0,1%. Endnu vigtigere er dog, at stofferne efter ansøgning fra en virksomhed nu kun kan godkendes til brug, hvis de hormonforstyrrende effekter også indgår i vurderingen.

Flere stoffer skal stemples hormonforstyrrende

De fire phthalater er de første stoffer, EU har anerkendt er hormonforstyrrende for mennesker i henhold til REACH.

De danske miljø- og fødevaremyndigheder har igennem mange år arbejdet for at få hormonforstyrrende stoffer reguleret i EU. I juni 2016 fremlagde EU-Kommissionen forslag til kriterier for, hvornår et stof anses for hormonforstyrrende i pesticider og biocider – et forslag der nu er under videre behandling.

DTU Fødevareinstituttet har i mange år samarbejdet med Miljøstyrelsen om at fremskaffe den nødvendige dokumentation til at afklare forskellige hormonforstyrrende stoffers skadelige effekter, bl.a. med henblik på regulering i EU.

Læs mere

DTU Fødevareinstituttet forsker i stoffers hormonforstyrrende effekter og rådgiver myndighederne om hormonforstyrrende stoffer. Derudover bidrager DTU Fødevareinstituttet til udviklingen af nationale og internationale retningslinjer for undersøgelse og vurdering af kemikaliers virkning på menneskers sundhed og i miljøet.

Læs mere på instituttets website om, hvordan Forskningsgruppen for Molekylær- og Reproduktionstoksikologi bidrager til en sundere fremtid ved at forbedre metoder til risikovurdering af kemikalier og blandinger af kemikalier

Læs også instituttet pressemeddelelse fra den 15. september 2009: Kemiske cocktails kan forstyrre hormonerne.