Image: Colourbox.dk

Ingen grund til at anbefale glutenfattig kost til alle

Fødevarer Ernæring og kostvaner
Stort studie af effekten af at spise en glutenfattig kost får ikke forskerne bag til at anbefale folk at undgå gluten, med mindre de har cøliaki eller gluten intolerance.

Det er blevet stadig mere populært blandt både danske og udenlandske forbrugere at spise en kost, der indeholder mindre eller intet gluten. Et stort studie fra et internationalt forskerhold – inklusive forskere fra DTU Fødevareinstituttet – har undersøgt effekten af at spise en glutenfattig kost.

Studiets 60 deltagere skulle i forskellige perioder spise dels en kost, der indeholdt mere gluten end en gennemsnitlig kost, dels en glutenfattig kost. Begge typer kost havde så vidt muligt den samme mængde kalorier, næringsstoffer og kostfibre.

Deltagerne følte sig mindre oppustede og bedre tilpas, når de spiste den glutenfattige kost. Forskerne bag studiet peger dog på, at den primære årsag formentligt er en anderledes sammensætning af kostfibre og ikke fraværet af gluten. Derfor giver studiet i sig selv ikke anledning til, at de vil anbefale folk at spise en glutenfattig kost – med mindre de har cøliaki eller gluten intolerance.

Et omfattende strategisk samarbejde

Studiet er gennemført i det Strategiske Forskningscenter Gut, Grain and Greens (3G), som DTU Fødevareinstituttet har stået i spidsen for. Centeret har haft deltagelse af nogle af Danmarks og verdens førende forskere på området, herunder fra DTU Bioengineering, DTU Kemiteknik, Københavns Universitet og et universitet i Belgien samt fra store virksomheder som DuPont og Taconic.

Forskerne i 3G Centeret har gennem de sidste seks år studeret, hvordan ’korn i kosten’ – herunder både tilvalg af fuldkorn og fravalg af gluten – påvirker tarmens bakterier og risikoen for at udvikle type-2 diabetes. Det netop publicerede gluten-studie repræsenterer det sidste store studie, der er udført i centersamarbejdet.

Samarbejdet, som blev finansieret gennem en bevilling på 35 millioner kroner fra Det Strategiske Forskningsråd (nu en del af Innovationsfonden), er dermed officielt afsluttet.

Bevillingen har haft rigtig stor betydning for etablering af et godt samarbejde mellem en række danske forskningsmiljøer med forskellige ekspertiser inden for tarmbakterier, kost og livsstilssygdomme. Det tværvidenskabelige samarbejde er nødvendigt for at løse en så stor samfundsudfordring som forebyggelse af livsstilssygdomme.

Selvom finansieringen til centeret er udløbet, vil forskerne bag fortsat arbejde for at sikre, at data og resultater fra projektet bliver videreført i nye projekter til gavn for folkesundheden både i Danmark og internationalt.

Læs mere

Hele undersøgelsen er nærmere beskrevet i en videnskabelig artikel i Nature Communications: A low-gluten diet induces changes in the intestinal microbiome of healthy Danish adults.  Læs også om studiet i en pressemeddelelse fra KU: Bør man spise kost med lavt glutenniveau?

3G Centret har i alt modtaget 35 millioner fra det Strategiske Forskningsråd og Innovationsfonden.

Forskningsgruppen for Tarmbakterier og Sundhed på DTU Fødevareinstituttet har i en række projekter fokus på at udvikle strategier, der kan ændre eller udnytte tarmens mikroorganismer med henblik på at forebygge og/eller helbrede sygdomme. Læs mere om gruppens forskning på instituttets website.

FAKTA OM GLUTEN

Gluten er proteiner, der findes i de fleste kornsorter såsom hvede, byg og rug.

DTU Fødevareinstituttet er medforfatter til en pjece, der vejleder mennesker med cøliaki i, hvordan de kan spise en kost fri for gluten. Den kan også bruges til at informere familie, venner, daginstitution, skole og andre om sygdommen. Download den elektroniske pjece via instituttets website: Cøliaki og mad uden gluten (pdf).