Hver anden dansker bevæger sig nok

Ernæring og kostvaner

Lidt over halvdelen af voksne danskere går mindst 10.000 skridt hver dag og bevæger sig dermed tilstrækkeligt, mens en fjerdedel rører sig for lidt. Det viser DTU Fødevareinstituttets første undersøgelse af, hvor mange skridt danskere går hver dag.

Fysisk aktivitet fremmer fysisk sundhed, og personer, der går mindst 10.000 skridt om dagen hver dag, er slankere og har lavere blodtryk end dem, der bevæger sig mindre.

Resultaterne fra en ny undersøgelse fra DTU Fødevareinstituttet dokumenterer, at en stor del af befolkningen kan betegnes som aktive eller meget aktive. Men den viser også, at 25% af voksenbefolkningen har et aktivitetsniveau, der er for lavt, fordi de går mindre end 7.500 skridt per dag. Omkring 10% kan betragtes som inaktive, fordi de går mindre end 5.000 skridt om dagen.

10.000 skridt om dagen

I de Nordiske Næringsstofanbefalinger og i Kostrådene indgår en anbefaling om 30 minutters moderat aktivitet hver dag, fordi både kost og fysisk aktivitet er de vigtigste kontrollerbare risikofaktorer, der påvirker sundhed og helbred. Der er generelt god overensstemmelse med at gå 10.000 skridt om dagen og opfylde anbefalingen om 30 minutters moderat aktivitet.

I den nye undersøgelse fra DTU Fødevareinstituttet blev 229 voksne og 49 børn udstyret med skridttællere. Undersøgelsen er den første med danske skridttællerdata fra en repræsentativt udvalgt gruppe.

De voksne deltagere i undersøgelsen tog i gennemsnit 8.912 skridt om dagen, hvilket er på niveau med andre europæiske befolkningsundersøgelser. Der er ikke forskel mellem køn og uddannelsesgrupper, men det gennemsnitlige antal skridt per dag er 1.200 skridt lavere blandt overvægtige end blandt normalvægtige.

En fjerdedel af børn bevæger sig for lidt

Undersøgelsen viser også, at børn i alderen 5-14 år i gennemsnit tager 13.395 skridt per dag. Der er ikke forskel mellem drenge og piger. 51% af alle danske børn når op på det anbefalede niveau for børn, der er 12.000 skridt per dag for piger og 15.000 for drenge.

Undersøgelsen af børn viser ligesom for voksne, at lidt over en fjerdedel har et aktivitetsniveau, der er for lavt, fordi de er inaktive eller let aktive. 8% af børnene kan betegnes som direkte inaktive. I undersøgelsen af børns aktivitetsniveau er der ikke taget højde for cykling, som der er i undersøgelsen af voksnes aktivitetsniveau. Indregnes cykling vil det øge andelen af børn, der bevæger sig tilstrækkeligt.

Unik undersøgelse på vej

I Den nationale undersøgelse af danskernes kost og fysisk aktivitet 2011-2013, der begynder i april 2011, skal mindst 3.700 deltagere gå med skridttæller i 7 dage. I Danmark er befolkningens fysiske aktivitetsniveau og aktivitetsmønster aldrig før blevet kortlagt med en objektiv målemetode i et så bredt aldersudsnit. Undersøgelsen bliver en af de største af sin slags.

Læs mere

Læs e-artiklen: "Halvdelen af voksne danskere bevæger sig tilstrækkeligt". Se også hele rapporten om undersøgelsen: "Afprøvning af simple objektive mål til vurdering af fysisk aktivitet og antropometri i Den nationale undersøgelse af danskernes kostvaner og fysiske aktivitet 2007-2008" (pdf).