Planter der vokser i et robotiseret GroBot mini-drivhus. Foto: Daniel Vorting

Flere skoleelever skal dyrke grønt via computeren

Fødevarer, fisk og landbrug Ernæring og kostvaner Fødevareteknologi

Skoleelever overalt i Danmark vil få mulighed for at dyrke afgrøder som basilikum og salat i en såkaldt GrowBot ved hjælp af en computer i et nyt læringsunivers, der går på tværs af folkeskolens naturvidenskabelige fag.

Alle Danmarks 7. og 8. klasser vil få mulighed for at styrke deres naturvidenskabelige kompetencer, mens de via en computer programmerer de bedste vækstbetingelser for f.eks. krydderurter. Afgrøderne skal vokse i teknologiske, robotiserede mini-drivhuse – såkaldte GrowBots.

Drivhusene indgår i GrowBot Universe, som er et forskningsprojekt, der er ledet af DTU Fødevareinstituttet og støttet af Novo Nordisk Fonden. GrowBot-drivhusene er udviklet i projektet Ha(c)k Dit Grønt – et læringsunivers, der kombinerer teknologiforståelse og naturfag og fremmer sunde madvaner. Projektet bliver støttet af Nordea-fonden.

Skoleelever i Rødovre og Høje Gladsaxe er i disse uger ved at afprøve drivhusene, og erfaringerne fra afprøvning vil projektdeltagerne bruge i det videre arbejde med at udvikle GrowBot Universe-læringsuniverset.

Naturvidenskabelige løsninger på klodens udfordringer
"I jagten på løsninger på nogle af de helt store globale udfordringer er vi afhængige af, at unge mennesker får lyst til at arbejde med naturvidenskab og teknologi og derigennem bidrager til at finde løsninger. Og det er netop det, vi forventer, at arbejdet med GrowBots vil inspirere til."

Et GrowBot Universe-undervisningsforløb kan inddrage alle folkeskolens naturvidenskabelige fag og introducerer eleverne for nogle af de største samfundsudfordringer i verden. Det drejer sig blandt andet om, hvordan klimaforandringer udfordrer fødevareproduktionen, og hvordan nogle mennesker i verden ikke har tilstrækkelig adgang til mad, mens andre kæmper med sundhedstruende overvægt.

”I jagten på løsninger på nogle af de helt store globale udfordringer er vi afhængige af, at unge mennesker får lyst til at arbejde med naturvidenskab og teknologi og derigennem bidrager til at finde løsninger. Og det er netop det, vi forventer, at arbejdet med GrowBots vil inspirere til,” siger projektleder og seniorforsker ved DTU Fødevareinstituttet Rikke Andersen.

Projektpartnerne forventer også, at projektet på lang sigt kan være med til at fremme sundere madvaner hos målgruppen, når de får indsigt i fødevarernes vej fra jord til bord mens de prøver kræfter med at dyrke grønt i skolen. Tal fra DTU Fødevareinstituttet viser, at danske 10-17-årige i gennemsnit kun spiser cirka en fjerdedel af de anbefalede 600 gram frugt og grønt om dagen.

Samarbejde på tværs

Fagbeskrivelsen for folkeskolens arbejde med teknologiforståelse lægger vægt på, at elever skal arbejde sammen om at undersøge og løse komplekse problemer gennem kreativ brug af teknologi.

GrowBot Universe lægger op til, at elever samarbejder på tværs af klasser eller skoler ved at give mange brugere mulighed for at mødes i et interface, hvor de f.eks. kan dele data og programkoder, som andre kan bruge til at dyrke afgrøder.

Skoler i hele landet vil få adgang til de nye GrowBots i 2023, når de er færdigudviklede og er blevet prøvet af i udvalgte forsøgsklasser.

Skolebørn i Rødovre afprøver GrowBot Universe. Foto: DTU Fødevareinstituttet Skolebørn i Rødovre afprøver GrowBot Universe. Foto: DTU Fødevareinstituttet
GrowBot - robotiseret mini-drivhus. Foto: Daniel Vorting Display der viser vækstbetingelserne i GrowBot mini-drivhuset. Foto: Daniel Vorting

Øverst: Skolebørn i Rødovre prøver kræfter med at dyrke afgrøder i robotiserede mini-drivhuse (fotos: DTU Fødevareinstituttet)
Nederst: 
En GrowBot (t.v.) og displayet, der fortæller om vækstforholdene i drivhuset (fotos: Daniel Vorting)

Om GrowBot Universe

  • Novo Nordisk Fonden støtter projektet med seks mio. kroner
  • DTU Fødevareinstituttet udvikler og tester undervisningsmaterialet og læringsforløbet
  • DTU Center for Playware udvikler det webprogram, GrowBot brugere skal benytte for at samarbejde
  • Københavns Professionshøjskole udvikler det didaktiske læringsunivers
  • Mercantec udvikler og vedligeholder 30 GrowBots
  • CFU udbreder kendskabet til GrowBot Universe blandt landets skoler.