Foto: iStock

Ny podcastserie fra DTU åbner døren til forskernes verden

onsdag 04 nov 20

Kontakt

Anne Sophie Helweg
Senior marketingkonsulent
DTU Learn for Life
45 25 61 14

Find ’TECHfolk’ her

Nogle af landets bedste forskere fortæller om deres faglige fascination og arbejde i podcastserien ’TECHfolk’, der netop har udgivet de første tre afsnit.

Bag enhver forsker gemmer sig en god, personlig historie om et menneske, der har en livslang fascination af et specielt fagområde eller søger svaret på en særlig udfordring. I en ny podcastserie får alle interesserede nu mulighed for at opleve den fascination helt tæt på. Her kan man høre DTU’s forskere fortælle om deres arbejde med alt fra slangegift til tarmbakterier og nanoteknologi.

Bag podcasten ’TECHfolk’ står DTU Learn for Life, der er DTU’s platform for deltids- og efteruddannelsesaktiviteter.

Formidlingsprojektet, som er støttet af Otto Mønsteds Fond, skal bidrage til mere viden om STEM-fagene, der inkluderer Science, Technology, Engineering og Math. Samtidig skal podcast-serien tegne et billede af, hvad det vil sige at forske. Mange forbinder måske naturvidenskabelig forskning med gamle, støvede kælderrum og mænd i hvide kitler, men ifølge direktør for DTU Learn for Life, Karina Rothoff Brix, er virkeligheden en helt anden:

”For folk der ikke har deres daglige gang i forskningsmiljøet, kan det være svært at forholde sig til, hvad det indebærer at forske. Vi vil gerne nedbryde murene og præsentere omverdenen for den passion, der findes blandt vores forskere på DTU, der er blandt de førende i verden inden for STEM-fagene. Målet med ’TECHfolk’ er derfor at tegne billedet af passionerede mennesker, som har modet til hele tiden at udfordre sig selv og prøve noget nyt.”

I de første tre afsnit kan man lytte til lektor på DTU Bioengineering, Andreas Laustsen, der forsker i slangegift, professor på DTU Management, Marie Münster, der forsker inden for fremtidens energi og professor på DTU Compute, Lars Ramkilde Knudsen, der forsker i kryptologi.

Planen er, at podcastserien fortsætter med 10-12 nye afsnit om året. ’TECHfolk’ kan høres på alle streaming-tjenester og udkommer hver anden uge.