Photo: Colourbox.dk

Fælles indsats vil reducere eksponering for skadelige phthalater

fredag 29 sep 17

Kontakt

Christine Nellemann
Institutdirektør
DTU Fødevareinstituttet
35 88 77 03

Forskellige tiltag skal gøre danske forbrugere i stand til at undgå produkter, der indeholder fire skadelige phthalater, og guide virksomheder til at begrænse brugen af stofferne i deres produkter. Det melder Kemikalieforum, som har iværksat tiltagene, efter EU tidligere på året stemplede stofferne som hormonforstyrrende. DTU Fødevareinstituttet er medlem af Kemikalieforum, som består af myndigheder, forskere, industri, grønne organisationer, forbrugerorganisationer og andre relevante interessenter.

EU’s medlemslande har i februar 2017 på forslag af Danmark stemplet fire phthalater (DEHP, DBP, DIBP og BBP) som hormonforstyrrende for mennesker. Beslutningen bygger på dokumentation, som er samlet i Danmark, hvoraf en stor del stammer fra DTU Fødevareinstituttets forskning og rådgivning om phthalaternes sundhedsskadelige effekter.

Stofferne bruges hovedsageligt som blødgørere i PVC-plastik, men findes også i en række andre produkter.

I kølvandet på EU’s beslutning har det danske Kemikalieforum udarbejdet en række initiativer, der skal få de fire phtalater ud af danskernes hverdag. Formålet er at give virksomheder og forbrugere den nødvendige viden for at kunne fravælge produkter, som indeholder de skadelige stoffer – både i produktionskæden og ude på hylderne.

Danske PVC-producenter er allerede stoppet med at bruge de fire phthalater. De nye initiativer retter sig derfor især mod produkter, der er importeret fra lande udenfor EU, eller som købes på nettet.

Kemikalieforum består af myndigheder, forskere, industri, grønne organisationer, forbrugerorganisationer og andre relevante interessenter. DTU Fødevareinstituttet er et af medlemmerne.

Læs mere

En nærmere beskrivelse af, hvordan Kemikalieforums medlemmer vil arbejde for, at danske forbrugeres eksponering for de fire phthalater reduceres, findes i den fælles udmelding: Styrket fokus på visse skadelige og problematiske ftalater.

Læs mere om DTU Fødevareinstituttets forskning i kemiske stoffers skadelige effekter, kemikaliers samlede cocktaileffekt og udvikling af computermodeller, der kan forudsige skadelige effekter på instituttets temasite om kemikaliepåvirkninger.

http://www.food.dtu.dk/nyheder/nyhed?id=cd7c9d5f-3a4b-4cc0-b36c-3714f46cc38e
20 OKTOBER 2017