Indtag af slik og chokolade (gram pr. dag) på hverdage og weekenddage blandt børn og unge i perioden 2005 til 2013.

Børn og unge spiser flere søde sager i weekenden

Fødevarer, fisk og landbrug Ernæring og kostvaner

Danske børn og unge spiser generelt sundere end ved årtusindskiftet, især fordi deres kost i dag indeholder dobbelt så meget fuldkorn og mindre sukker. Indtaget af søde sager er dog steget i weekenden og har medført en yderligere skævvridning af kostvanerne mellem hverdag og weekend. Det viser tal fra DTU Fødevareinstituttet.

Danske 4-17-årige spiser i dag sundere end tidligere. Det viser en ny analyse af udviklingen i børn og unges kost fra 2000 til 2013, som DTU Fødevareinstituttet har lavet for Fødevarestyrelsen baseret på data fra Den nationale undersøgelse af danskernes kost og fysiske aktivitet.

Den positive udvikling i kosten skyldes i høj grad, at kostens fuldkornsindhold er fordoblet i perioden (fra 32 til 64 gram per 10 megajoule), så andelen af børn og unge, der efterlever fuldkornsanbefalingen, er mere end seksdoblet siden 2000.  Rugbrød og havregryn alene bidrager med 55% af fuldkornsindtaget.

Desuden er sukkerindtaget reduceret, så den procentdel af madens samlede energiindhold (E%), der kommer fra sukker, er faldet fra 13,3 til 10,8 E%. Det faldende sukkerindtag kan forklares med, at indtaget af søde drikke er faldet i perioden. De sundere kostvaner kan være en medvirkende faktor til at forekomsten af overvægt tilsyneladende er stagneret blandt børn og unge i de seneste 10-15 år.

Mere slik og chokolade i weekenden
"Hvis man giver den gas, når det bliver fredag, kan to en halv dages følelsesbestemt hygge ødelægge fire og en halv dages fornuftsbestemt sundhedsadfærd, så man alligevel ender med at overstige det højest anbefalede for hele ugen."
Seniorrådgiver Jeppe Matthiessen

Selvom de 4-17-åriges sukkerindtag har været faldende fra 2000 til 2013, får hver anden fortsat mere sukker end højest anbefalet. Sukkeret i kosten kommer hovedsageligt fra slik, chokolade, kager og is (44%) samt sukkersødet sodavand og saft (30%).

Slik- og chokoladeindtaget er overordnet set uændret fra 2005 til 2013, men fordelingen af søde sager på hverdage og weekenddage har ændret sig. Mængden, der bliver spist i weekenden, er således steget, og er nu næsten tre gange så højt som på hverdage. Således ligger 60% af de 4-17-åriges ugentlige slik- og chokolade indtag nu i weekenden mod 50% tidligere.

”Hvis man giver den gas, når det bliver fredag, kan to en halv dages følelsesbestemt hygge ødelægge fire og en halv dages fornuftsbestemt sundhedsadfærd, så man alligevel ender med at overstige det højest anbefalede for hele ugen,” understreger seniorrådgiver Jeppe Matthiessen fra DTU Fødevareinstituttet.

I weekenden spiser børn og unge generelt mere usundt og bevæger sig mindre end på hverdage.

Mere forældreindflydelse, bedre kostkvalitet

Jo yngre børn er, jo mere tilbøjelige er de til at efterleve de officielle anbefalinger. Således får næsten hver anden 4-6-årig tilstrækkeligt med fuldkorn, mens det kun gør sig gældende for hver femte 11-17-årig. Den samme tendens gælder for frugt og grønt, som cirka 40% af de 4-10-årige får nok af, mens det kun er tilfældet for 5% af de 11-17-årige.

”Når forældrene begynder at slippe tøjlerne, ser vi kosten tage en uhensigtsmæssig drejning mod en mere usund kostsammensætning,” forklarer seniorrådgiver Sisse Fagt fra DTU Fødevareinstituttet.

Læs mere

Udviklingen i danske 4-17-åriges kostvaner er nærmere beskrevet i DTU Fødevareinstituttets e-artikel: Kostens betydning for børn og unges sundhed og overvægt: 2000-2013 (pdf).

E-artiklens hovedresultater er præsenteret i faktaarket: Børn og unges kost fra 2000-2013(pdf).