Photo: DTU Fødevareinstituttet

Nytænkning forvandler gulerodsskræller til gulerodsmel

tirsdag 24 jul 18

Kontakt

Timothy John Hobley
Lektor
DTU Fødevareinstituttet
45 25 27 06

Kontakt

Hanne Løje
Specialkonsulent
DTU Diplom
24 89 63 98

Kontakt

Lars Bogø Jensen
Lektor
DTU Fødevareinstituttet
22 76 81 69

Kontakt

Lars-Erik Rasmussen
Vicedirektør
Greens Engros
22 76 27 52

Gulerodsskræller bliver til mel i stedet for gødning takket være en idé udviklet af DTU studerende på et kursus i innovation og tværfaglighed. På kurset underviser bl.a. forskere fra DTU Fødevareinstituttet.

Frugt- og grøntleverandøren Greens Engros’ produktion af snitgrønt og frisk juice genererer hver måned cirka 100 tons biologisk affald. Det bliver omdannet til biogas eller gødning, men er stadig en udgift for virksomheden.

I forbindelse med kurset Innovation Pilot, som er obligatorisk på DTU’s diplomingeniørstudier, har Greens Engros udfordret de studerede til at tænke ud af boksen for at optimere virksomhedens produktion samt finde bæredygtige og udbytterige måder at genanvende gulerodsskræller og -pulp fra produktionen. Pulp er den masse, der er tilbage, når saften er presset ud af gulerødderne.

Gulerodsmel kan erstatte hvedemel

En metode til forarbejdning af det biologiske affald til gulerodsmel er en af de idéer, der blev valgt som et vinderprodukt. Melet kan i mange tilfælde bruges til at erstatte op til halvdelen af hvedemelet i en normal opskrift.

Greens Engros og de studerende samarbejder nu om at videreudvikle idéen og håber at kunne lancere gulerodsmelet på markedet inden for et år. Ved at lave et nyt produkt kan virksomheden vende en udgift til en indtægtskilde.

En anden idé fra Innovation Pilot er at udstyre medarbejderne ved Green Engros’ sorteringsbånd med gule sikkerhedsbriller, som gør det nemmere at se pletter og skader på gulerødder. Det letter arbejdet med at frasortere beskadigede råvarer. Idéen er nu implementeret i virksomhedens produktion.

Greens Engros vil derudover på sigt undersøge en række andre innovative forslag for, om det både rent praktisk og økonomisk giver mening at gøre idéerne til virkelighed.

Win-win

Innovation Pilot henvender sig særligt til små-og-mellemstore virksomheder (SMV’er), der ønsker at etablere et samarbejde med DTU. Samarbejdet er en win-win for begge parter: Udfordringen giver de studerende en virkelighedsnær kontekst, hvori de kan lære at omsætte teori til praksis til gavn for samfundet. Samtidig får virksomhederne friske bud på, hvordan de kan løse forskellige udfordringer.

”Samarbejdet med DTU har også skabt et øget fokus på innovation internt i vores virksomhed, hvilket har øget vores medarbejderes motivation,” siger Greens Engros vicedirektør Lars-Erik Rasmussen.

Tværfaglig innovation

Innovation Pilot bliver holdt tre gange årligt for diplomingeniørstuderende fra alle DTU’s 17 studieretninger. På kurset lærer de studerende, at deres fagspecifikke kompetencer kan benyttes i en ny tværfaglig kontekst, fordi innovationsmodellerne, redskaberne og metoderne er universelle.

Blandt underviserne er forskere fra DTU Fødevareinstituttet. En af instituttets vigtige opgaver er netop at udmønte forskningsresultater inden for fødevarer og sundhed i innovative og værdiskabende løsninger til erhverv og myndigheder.

Læs mere

Idéen bag gulerodsmelet er udviklet i et tværfagligt team bestående af seks diplomingeniørstuderende, hvoraf to er fra uddannelsen Fødevaresikkerhed og -kvalitet: Laura Teken Hansen, Rasmus Gottenborg Kajbæk, Maja Nykvist Larsen, Ingrid Reiter Nielsen, João Antonio Basso Rezende og Susanne Storgaard. Deres koncept er nærmere beskrevet i en poster: INNOMIX.

 
http://www.food.dtu.dk/nyheder/nyhed?id=f30b2813-93d5-413f-9061-e9a36baa3bd0
22 OKTOBER 2018