Mens overvægtsudviklingen blandt danske mænd og børn ser ud til at være stagneret, er danske kvinder i gennemsnit blevet tungere i løbet af de sidste ti år, og mere end fire ud af ti er nu overvægtige eller svært overvægtige. Dermed er kvinderne ved at indhente de danske mænd, hvor godt hver anden er overvægtig eller svært overvægtig. Den andel af kvinderne, der klassificeres som svært overvægtige, er også steget. Det viser nye tal fra DTU Fødevareinstituttet.
Overvægt er et stort og stigende folkesundhedsproblem i Danmark. En ny analyse fra DTU Fødevareinstituttet af danskeres vægtudvikling fra 2005-2008 til 2011-2013 viser, at kvinders gennemsnitlige vægt er øget med 1,4 kilo. Andelen af overvægtige eller svært overvægtige danske kvinder er steget fra 39% til 44%. Den delgruppe af kvinder, der klassificeres som svært overvægtige, er steget fra 13% til 15%.
"Hvis overvægtsudviklingen blandt danske kvinder fortsætter, vil det også snart være mere almindeligt som kvinde i Danmark at være overvægtig end at være normalvægtig."
Efter det i ti år har været mere almindeligt som mand i Danmark at være overvægtig end at være normalvægtig, er forekomsten af overvægt eller svær overvægt stagneret blandt mænd. Andelen af overvægtige eller svært overvægtige blandt mænd ligger på 53%. For begge køn udgør gruppen af svært overvægtige 15%.
Kvinder er ved at indhente mænd
”Hvis overvægtsudviklingen blandt danske kvinder fortsætter, vil det også snart være mere almindeligt som kvinde i Danmark at være overvægtig end at være normalvægtig,” siger seniorrådgiver Jeppe Matthiessen fra DTU Fødevareinstituttet.
Flere kalorier og mindre bevægelse
Ændringer i kost- og aktivitetsvaner kan have bidraget til, at danske kvinder er blevet tungere. Energitætheden fra mad bør ifølge internationale anbefalinger ikke overstige 525 kilojoule pr. 100 gram. Nye beregninger viser imidlertid, at mad i en gennemsnitlig dansk kost indeholder 744 kilojoule pr. 100 gram. Den høje energitæthed skyldes bl.a., at fedtindholdet i danskernes kost er steget.
En energitæt kost kan især give problemer med vægten hos folk, der samtidig ikke er fysisk aktive. Siden 2007 er voksne danskeres aktivitetsniveau faldet, formentlig fordi de bruger mere tid bag en skærm og oftere lader cyklen stå til fordel for bilen. Faldet i aktivitetsniveau er mest markant blandt danske kvinder, som i samme periode også har oplevet en stigning i overvægt og svær overvægt.
”Der er dokumentation for, at hvis folk spiser en energitæt kost og ikke får rørt sig nok, så tager de lettere på i vægt. Selvom overvægt ikke alene kan forklares ved, at folk spiser for meget og bevæger sig for lidt, vil gode kost- og aktivitetsvaner afgjort have en gavnlig virkning for de, som gerne vil opnå en sundere vægt,” forklarer Jeppe Matthiessen.
Færre overvægtige danske drenge
Overordnet set er børn og unges vægt uændret i løbet af undersøgelsesperioden, og forekomsten af overvægt eller svær overvægt er stagneret efter flere års stigning. Stagnationen dækker dog over kønsforskelle. Andelen af overvægtige eller svært overvægtige er således faldet fra 20% til 13% blandt danske drenge, mens der ikke kan påvises en stigning blandt danske piger. Årsagen til faldet blandt drenge er uklart.
”Det er naturligvis positivt at se en stagnation i forekomsten af overvægt eller svær overvægt blandt børn og unge - og et fald blandt drenge. Men det er nødvendigt at følge op på tallene for med sikkerhed at vide, om overvægtskurven er knækket blandt drengene,” understreger Jeppe Matthiessen.
Læs mere
Overvægtsudviklingen for perioden 2005-2013 er nærmere beskrevet i DTU Fødevareinstituttets e-artikel: Flere overvægtige danske kvinder (pdf).
Undersøgelsen anvender data fra Den nationale undersøgelse af danskernes kost og fysiske aktivitet (DANSDA). DANSDA er den eneste befolkningsundersøgelse, hvor højde- og vægtdata er indsamlet fra en stor repræsentativ udvalgt gruppe fra alle områder af Danmark, som samtidig dækker et bredt aldersudsnit af både børn og voksne.
Læs også DTU Fødevareinstituttets pressemeddelelse fra den 18. marts 2014: Danske børns overvægt forbindes med social ulighed.
De officielle kostråd kan findes på Fødevarestyrelsens hjemmeside.