Photo: National Food Institute, Technical University of Denmark

Høring om åbenhed og gennemsigtighed i EFSA

Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, har sendt et debatoplæg i høring om planer for at sikre størst mulig transparens i EFSA’s arbejdsprocesser. Debatoplægget er et led i tiltag, der skal styrke gennemsigtigheden i EFSA’s videnskabelige risikovurderinger og lette adgangen til data. Svarfristen er forlænget til den 15. oktober 2014.

Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, har sendt debatoplægget ’Transformation to an Open EFSA’ i høring for at kortlægge, hvilke forventninger samarbejdspartnere, interessenter og den brede offentlighed har til EFSA’s arbejde med at udarbejde risikovurderinger, der dækker hele jord-til-bord fødekæden. Risikovurderingerne bruges til at træffe beslutninger i EU’s fødevaresikkerhedssystem.

Er mulighederne for at kommunikere med EFSA’s videnskabelige paneler gode nok? Hvordan kan EFSA give øget adgang til vigtige data og dokumenter, der bliver brugt i risikovurderinger, samtidig med at kommercielt følsomme oplysninger bliver beskyttet? Disse og andre spørgsmål bliver behandlet i debatoplægget, som også indeholder en plan for, hvilke ændringer EFSA planlægger at gennemføre i løbet af de næste fem år for at gøre organisationen mere åben.

Svarfristen for høringssvar er den 15. oktober 2014.

De modtagne kommentarer og forslag vil EFSA bruge, når organisationen går i gang med at udfærdige retningslinjer for åbenhed og gennemsigtighed i EFSA samt en opfølgningsplan.

Læs mere 

Læs hele debatoplægget Transformation to an Open EFSA på EFSA’s website. Høringssvar skal indsendes via blanketten, der også findes på websitet.