Photo: Colourbox.com

Insekters sikre vej til middagsbordet

Fødevarer, fisk og landbrug Fødevareproduktion Fødevaresikkerhed
Produktionen af insekter udleder 100 gange mindre CO2 end produktion af kvæg, så insekterne er en god proteinkilde til bæredygtige og sunde fødevarer samt som foder til dyr. DTU Fødevareinstituttet arbejder tæt sammen med myndigheder og producenter for at bane vej for en produktion med foder- og fødevaresikkerheden i højsædet.

Lovgivningen betyder i dag, at foderet til insekter i opdræt skal være vegetabilske restprodukter, der også er godkendt som foder til andre typer husdyr.

"Ambitionen er på kort sigt at sikre en rentabel masseproduktion af insekter i industrien, så de kan blive brugt til fødevarer og foder. På lang sigt er det håbet, at de affaldsprodukter fra husholdningen, som i dag ender som biogas eller i forbrændingen, bliver lovlige og sikre at bruge som vækstsubstrat til insekterne."
Afdelingschef Dorte Lau Baggesen

DTU Fødevareinstituttet ser sammen med projektpartnere på, hvordan flere spildprodukter fra fødevareproduktionen kan blive anvendt som vækstsubstrat til insekter. Specielt sætter lovgivningen strenge begrænsninger for anvendelse af rest- og spildprodukter, som indeholder fisk og kød.

DTU Fødevareinstituttet undersøger blandt andet, hvordan varmebehandling og forarbejdning i produktionskæden påvirker insekterne. Resultaterne skal give myndighederne det nødvendige videnskabelige grundlag til at tage stilling til en eventuel lovændring.

Læs mere

Læs mere om DTU Fødevareinstituttets insektforskning i en artikel i DTU Fødevareinstituttets 60 års jubilæumsskrift: Insekters sikre vej til middagsbordet.

DTU Fødevareinstituttet fejrer i år 60 års fødselsdag, da det den 5. juni 1959 blev besluttet at etablere et nationalt fødevareinstitut i Danmark. 

Se også artiklerne: I frontlinjen for sund, sikker og bæredygtig mad, Tang og mikroalger på menuen og Ikke kun drøvtyggere kan spise græs.

DTU Fødevareinstituttet udvikler nye og bedre fødevarer til den voksende befolkning

Ifølge prognoser fra FN vil verdens befolkning vokse med mere end to milliarder mennesker over de kommende årtier, så vi i 2050 er 9,7 milliarder mennesker på kloden. Samtidig vokser middelklassen, og flere flytter fra land til by.

Det betyder, at der vil være væsentligt flere munde at mætte, og at  efterspørgslen efter sunde og nemme fødevarer stiger.

FN vurderer, at der i 2050 er brug for at producere 70 % flere fødevarer end i dag for at kunne brødføde jordens befolkning. Det vil produktionen af fødevarer i sin nuværende form næppe kunne leve op til.

Derfor har vi brug for forskning og innovation til at finde nye kilder til sunde, sikre og bedre fødevarer og fødevarekomponenter.

DTU Fødevareinstituttets vision er at gøre en forskel ved at udvikle nye og bedre fødevarer til den voksende befolkning. Instituttet finder nye råvarekilder og ingredienser, vurderer deres næringsindhold og sikkerheden ved at bruge dem – og finder på måder, de teknologisk kan produceres på.

Det skal være sundt, sikkert og helst smage godt.

 

Image: DTU Fødevareinstituttet