EFSA logo

Vurdering af den rette alder at indføre overgangskost til spædbørn

Fødevarer, fisk og landbrug Ernæring og kostvaner

Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, har ud fra en litteraturgennemgang vurderet, at der ikke er en bestemt alder, hvor alle spædbørn i Europa skal starte med overgangskost.

EFSA har gennemgået cirka 300 undersøgelser af introduktionen af fast føde (overgangskost) til spædbørn og udarbejdet en ny videnskabelig vurdering af det rette tidspunkt at introducere overgangskost. 

Ifølge vurderingen dækker modermælk eller modermælkserstatning langt de fleste spædbørns næringsbehov de første seks måneder. Størstedelen har ernæringsmæssigt behov for overgangskost sammen med modermælken fra omkring 6 måneders alderen.

EFSA vurderer samtidig, at overgangskost kan introduceres fra tre-fire måneder til et halvt år efter fødslen, hvis barnet er motorisk parat til at spise den, og så længe maden er tilberedt under gode hygiejniske forhold samt har en passende konsistens og næringsværdi. Blot fordi barnet er udviklingsmæssigt parat til at spise overgangskost, betyder det ikke, at barnet ernæringsmæssigt har behov for overgangskosten.

Undersøgelserne giver ikke tilstrækkeligt belæg for, at der er særlige sundhedsmæssige fordele eller ulemper ved at indføre overgangskost på noget bestemt tidspunkt i det aldersspænd: Det rette tidspunkt afhænger i høj grad af barnets udvikling, særligt blandt for tidligt fødte.

EFSA understreger i vurderingen også, at selvom børn kan begynde at få overgangskost, inden de bliver seks måneder, er det ikke nødvendigvis nødvendigt eller ønskeligt. Dog kan børn, der er i risikogruppen for jernmangel, have gavn af at få jernholdig overgangskost før seks måneders alderen.

Ifølge vurderingen viser undersøgelserne ikke tegn på, at børn har en øget risiko for at udvikle allergier, hvis de på et tidligt tidspunkt får mad, der indeholder potentielt allergifremkaldende fødevarer såsom æg, korn, fisk, jordnødder og gluten. 

Læs mere

Download den videnskabelige vurdering, som er publiceret september 2019, fra EFSA’s website: Appropriate age range for introduction of complementary feeding into an infant’s diet. En lægmands udlægning af vurderingen er også tilgængelig via websitet: Age to start complementary feeding of infants (pdf).

EFSA understreger, at det er de enkelte medlemslande, der udformer råd og anbefalinger om mad til spædbørn. Sundhedsstyrelsens og Fødevarestyrelsens gældende råd og anbefalinger om mad til danske spæd- og småbørn er tilgængelige på Fødevarestyrelsens website.

Kontakt

EFSA Media Relations Office, Press@efsa.europa.eu.