Kemiker med flair for data

fredag 08 okt 21

Send ansøgning

Frist 31. oktober 2021
Du kan søge om jobbet ved DTU Fødevareinstituttet ved at udfylde den efterfølgende ansøgningsformular.

Ansøg online

Har du en analysekemisk baggrund med erfaring i håndtering af større mængder af data, og leder du efter nye udfordringer? Så send din ansøgning snarest muligt.

I DTU Fødevareinstituttets afdeling for Kost, Sygdomsforebyggelse og Toksikologi har vi brug for en kemiker til administration af data fra de nationale programmer for overvågning af pesticider, lægemidler, kontaminanter i danske fødevarer og foderstoffer.

På vegne af danske myndigheder samler og publicerer DTU Fødevareinstituttet overvågnings­resultaterne fra den danske fødevarekontrol i nationale rapporter som grundlag for kemisk fødevare­sikkerhed, ligesom Instituttet indberetter data til det Europæiske Fødevaresikker­heds­agentur, EFSA.

Aktiviteterne udføres på vegne af og i tæt samarbejde med Fødevarestyrelsen, hvis laboratorier udfører de fleste kemiske analyser, samt med instituttets gruppe for Kemisk Fødevareanalyser, som varetager den nationale referencefunktion på laboratorieområdet.

Jobbet
Du vil få ansvar for at rådgive Fødevarestyrelsen om praktisk implementering af overvågningen ud fra dit kendskab til den relevante lovgivning. Du vil være ansvarlig for at modtage analysedata fra Fødevarestyrelsens laboratorier og for at bearbejde og validere data i henhold til de krav, der er opstillet af bl.a. EFSA. Valideringen inkluderer kemifaglig evaluering af, om prøver og resultater for pesticider, kemiske kontaminanter og lægemiddelrester er dokumenteret således, at de kan vurderes i forhold til lovgivning og EFSA's krav.

Endelig deltager du i formidling af resultaterne i form af nationale rapporter og videnskabelige artikler, ligesom du er ansvarlig for indberetning til EFSA. Der vil være mulighed for at indgå i forskningsprojekter inden for området.

Vores forventninger til dig
Vi forventer, at du har en analysekemisk baggrund med indsigt i relevante moderne analysemetoder og kvantificering. Du har kendskab til pesticider, lægemidler og kemiske kontaminanter og deres restforekomst i fødevarer. Du har en betydelig erfaring med håndtering af større mængder data og godt kendskab til SAS eller lignende software samt til Excel. Ansøgere med erfaring med håndtering af store data-sæt vil blive foretrukket.

Du har kendskab til og anvendt relevant dansk samt EU lovgivning og kendskab til kvalitetsstyringssystemer. Herudover kan du kommunikere skriftligt og mundtligt på dansk og engelsk på højt niveau.

Vi lægger desuden vægt på, at du er engageret og har ’drive’ og får opgaver afsluttet til aftalt tid. Det er også en stor fordel, hvis du er i stand til at samarbejde med andre, men samtidig kan lide at arbejde selvstændigt med dine opgaver.

Hvad tilbyder vi dig
På DTU bliver du del af et universitet, hvor viden og uddannelse med et globalt perspektiv er omdrejningspunktet. Ny teknologi, innovation og viljen til at skabe noget, der kan komme os alle til gavn, er hjørnestene på DTU. Vi værdsætter høj faglighed, og ønsker at du løbende udvikler dig i takt med dit ansvar. En naturlig del af dit nye job bliver således høj faglighed, din egen udvikling og ansvarlig handlefrihed.

Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst for akademikere i staten. Du ansættes i en tidsubegrænset stilling som specialkonsulent på 37 timer om ugen. Stillingen ønskes besat snarest muligt.

Arbejdsstedet er i Fødevareinstituttets afdeling for Kost, Sygdomsforebyggelse og Toksikologi, Kemitorvet, Bygning 201, 2800 Kgs. Lyngby.

Ansøgning og kontakt
Vi skal modtage din online ansøgning senest den 31. oktober 2021. Åbn linket "Ansøg online", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser. 

Ønsker du flere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte Gruppeleder Susanne Hougaard Bennekou på telefon 93 51 08 16. Læs mere om Fødevareinstituttet her https://www.food.dtu.dk/.

Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen.

DTU Fødevareinstituttet forsker i og formidler – gennem rådgivning, innovation og undervisning – bæredygtige og værdiskabende løsninger inden for fødevarer og sundhed til gavn for samfundet. Instituttet leverer sine resultater gennem et unikt tværfagligt samarbejde mellem disciplinerne ernæring, kemi, toksikologi, mikrobiologi, epidemiologi og teknologi. Instituttets vision er at skabe fremtidens velfærd gennem forskning i fødevarer og sundhed.

Teknologi for mennesker
DTU udvikler teknologi for mennesker. Med vores forskning og uddannelser i international topklasse er vi med til at skabe en bedre verden, og vi bidrager til løsningen af de globale udfordringer formuleret i FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling. H.C. Ørsted grundlagde DTU i 1829 med en klar vision om at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. Den vision lever den dag i dag. DTU har 12.900 studerende og 6.000 ansatte. Vi arbejder i en international atmosfære og har et inkluderende, udviklende og uformelt arbejdsmiljø. DTU har campusser i hele Danmark og i Grønland og samarbejder med de bedste universiteter verden over.