Helgenomsekventering opklarer hurtigere udbrud af sygdom

Indtil for få år siden kunne det tage op til flere uger for læger og dyrlæger at få svar på, hvilken sygdomsfremkaldende mikroorganisme som er årsag til en sygdom, og hvordan sygdommen har spredt sig.

Teknikker til helgenomsekventering kan i dag hurtigt og relativt billigt kortlægge sygdomsfremkaldende mikroorganismers totale DNA-profi l på én gang. Ved at kortlægge bakteriers arvemateriale er det også muligt at bestemme deres slægtskab og andre faktorer som virulens og antibiotikaresistens. Det giver forståelse for, hvordan bakterier er relaterede og har udviklet sig over tid.

En teknologisk revolution

Helgenomsekventering er en revolution i arbejdet med at opklare sygdomsudbrud, fordi teknologien gør det muligt hurtigere og mere præcist at finde frem til udbrudskilden. Følgerne af og omkostningerne ved udbruddet bliver derfor reduceret. Helgenomsekventering kan også give viden om antibiotikaresistente gener i bakterier ved at overvåge resistente kloner i mennesker og miljø.

DTU Fødevareinstituttet forsker i teknikker til at bruge helgenomsekventering. Forskningen er med til at sætte den internationale standard for påvisning, overvågning og studier af global spredning af sygdomsfremkaldende mikroorganismer og antibiotikaresistente bakterier. Instituttet arbejder også for at udbrede brugen af teknologien internationalt.

Læs mere om helgenomsekventering på temasitet om sygdomsfremkaldende mikroorganismer

 

Kontakt

Rene S. Hendriksen
Professor MSO
DTU Fødevareinstituttet
35 88 62 88

Kontakt

Frank Møller Aarestrup
Professor, forskningsgruppeleder
DTU Fødevareinstituttet
35 88 62 81
https://www.food.dtu.dk/service/om-os/faciliteter-og-infrastruktur/helgenomsekventering
23 FEBRUAR 2020