Photo: Colourbox.com

Test af hygiejnisk design giver højere fødevaresikkerhed

onsdag 16 jan 19

Kontakt

Alan Friis
Testmanager/AEO, Seniorrådgiver
DTU Fødevareinstituttet
91 37 00 70

Kontakt

Lissi Holm
Administrativ koordinator
DTU Fødevareinstituttet
45 25 25 58

I fem år har DTU Center for Hygiejnisk Design været med til at sikre, at fødevareindustriens udstyr kan rengøres på en måde, der understøtter Danmarks meget høje fødevaresikkerhed.

Velgennemtænkt og korrekt udført hygiejnisk design og installation af udstyr til fødevareproduktionen sikrer, at udstyret kan gøres forsvarligt rent. For at hjælpe fødevareproducenter til at undgå ubehagelige overraskelser med udstyr, som ikke kan rengøres tilstrækkeligt med gængse rengøringsprocedurer, åbnede DTU Fødevareinstituttet dørene for Center for Hygiejnisk Design i november 2013.

Centret hjælper producenter med at teste og vurdere, om både åbent og lukket procesudstyr opfylder kravene til hygiejnisk design. Ansatte i fødevareindustrien kan også gennem centrets kurser og efteruddannelse opnå en større indsigt i hygiejnisk design.

Eneste danske EHEDG testcenter

Som det eneste officielle European Hygienic Engineering and Design Group (EHEDG) testcenter i Danmark kan centeret udføre certificering af primært lukket udstyr efter EHEDG guidelines. Centret udfører også kundetilpassede test for f.eks. at belyse specifikke udfordringer med hygiejnisk design af åbent udstyr.

Med en EHEDG-certificeringen får udstyrsproducenter et internationalt anerkendt bevis på, at deres udstyr kan rengøres korrekt. Alt udstyr kan i princippet blive vurderet efter EHEDG guidelines. 

Centret er også akkrediteret af DANAK til hygiejnecertificering af lukket produktionsudstyr.

Fem travle år

Det har været fem travle år for centret, som i perioden blandt andet har:

  • udstedt 25 EHEDG-certifikater
  • formidlet viden til 375 personer på syv seminarer
  • givet 88 personer en efteruddannelse i hygiejnisk design
  • holdt otte virksomhedskurser og 
  • underskrevet 146 projektaftaler med virksomheder rundt om i verden.
Ny test manager

I december 2018 har Alan Friis overtaget posten som test manager for DTU Center for Hygiejnisk Design.

Alan Friis har mere end 25 års erfaring med hygiejnisk design og en dyb viden om EHEDG’s designprincipper og retningslinjer. Han har undervist i hygiejnisk design og de formelle krav hertil for industrien i mere end 20 år og er autoriseret til at undervise efter EHEDG’s retningslinjer.

Læs mere

Hør projektleder på Center for Hygiejnisk Design Tanja Østergaard Pedersen fortælle om certificering af udstyr i en kort video

I en anden kort video fortæller test manager Alan Friis om lovgivning og efteruddannelse på Grundkursus i hygiejnisk design samt EHEDG Advanced Course in Hygienic Design, som begge bliver holdt på DTU i løbet af marts 2019. 

Læs mere om de to kurser samt de øvrige ydelser, som centret tilbyder, på Center for Hygiejnisk Designs website.

https://www.food.dtu.dk/nyheder/sygdomsfremkaldende-mikroorganismer/Nyhed?id=%7B80145595-3025-4A5A-88CE-75A82F0DA669%7D
21 SEPTEMBER 2019