DK: Agarplade (antibiotikaresistens). Foto:  Mikkel Adsbøl | EN: agar plate (antibiotic resistance). Photo:  Mikkel Adsbøl

Undervisning om antibiotikaresistens i globalt klasseværelse

Bakterier og mikroorganismer Fødevarer, fisk og landbrug Fødevaresikkerhed

Studerende fra hele verden kan nu på et gratis online kursus lære, hvordan bakterier udvikler resistens overfor antibiotika, og hvordan de mest gængse metoder til at teste bakterierne bruges. Kurset bliver udbudt via Coursera af DTU Fødevareinstituttet, som har stor erfaring med at bruge metoder til overvågning, identifikation og bekæmpelse af antibiotikaresistente bakterier.

Gennem DTU Fødevareinstituttets rolle som Europæisk Referencelaboratorium og som WHO samarbejdscenter for antibiotikaresistens i fødevareoverførte bakterier har instituttets forskere stor erfaring i at undervise i metoder til at undersøge bakterier for forekomsten af resistens.

For at flere kan få gavn af forskernes viden har de udviklet et gratis MOOC e-læringskursus. Kursisterne får teoretisk viden om, hvordan bakterier udvikler og spreder resistens samt en indføring i brugen af de mest gængse metoder til at teste for resistens.

Kurset indeholder også undervisning i forskellige gratis online værktøjer, som kan bruges til at analysere helgenomsekventeringsdata for at kortlægge forekomsten af resistens i bakterier. I helgenomsekventering bliver sygdomsfremkaldende mikroorganismers totale DNA-profil kortlagt på én gang.

Om kurset

Der er løbende optag på det fem uger lange kursus, som bliver undervist på engelsk. Kurset er rettet mod personer med en interesse for feltet – f.eks. bachelor- eller kandidatstuderende, laboratorieteknikkere, forskere eller personer, der arbejder i sundheds- eller veterinærsektoren.

Undervisningen foregår via en interaktiv lærebog, som indeholder videoer, quizzer og opgaver. I løbet af kurset vil de studerende have mulighed for at mødes i en online studiegruppe.

Studerende skal regne med at skulle bruge én til to timer ugentlig på studierne. Personer, som består kurset, kan for 50 amerikanske dollars få udstedt et kursusbevis. 

Læs mere

Kurset bliver tilbudt via Coursera, som er en international udbyder af gratis e-læringskurser. Læs beskrivelsen af kurset på Courseras website: Antimicrobial resistance - theory and methods.

Læs mere om antibiotikaresistens og den forskning, som DTU Fødevareinstituttet udfører for at øge viden om resistente bakterier og hjælpe til at bekæmpe resistens på instituttets temasite om antibiotikaresistens.