Alle os fra DTU

Børnenes Universitet på DTU europæiske mestre

onsdag 27 maj 15
|
Børnenes Universitet på DTU 2014 har netop vundet førstepladsen i den europæiske formidlingskonkurrence Reach.Out! Konkurrencen afholdes af European Materials Research Society (E-MRS), der præmierer det bedste initiativ indenfor formidling af materialeforskning.

Siden 2013 har den europæiske organization European Materials Research Society (E-MRS) hvert år kåret det bedste europæiske formidlingsinitiativ inden for materialeforskning, med det formål at fremme udbredelsen af kendskabet til avancerede materialer og deres betydning for vores moderne samfund.

13. maj blev Børnenes Universitet på DTU kåret som vinderne af 2014-konkurrencen. I udvælgelsen af vinderen blev der blandt andet lagt væk på initiativets originalitet, kreativitet og innovativitet, dets rækkevidde samt dets videnskabelige karakter og relevans.

Reach.Out! Ceremony- Prisen er et stort skulderklap til Børnenes Universitet. Vi får rigtigt mange positive tilbagemeldinger fra børnene og deres forældre, men at vores arrangement nu også høster ros udenfor landets grænser har stor betydning, fortæller projektleder Anne Hansen, der i forrige uge var i Lille, Frankrig for at modtage prisen.

- Vi håber selvfølgelig, den kan være med til at sikre, at vi fortsat kan holde Børnenes Universitet. Jeg er overbevist om, at Børnenes Universitet har en god brandingværdi for DTU, selvom målgruppen selvfølgelig først skal træffe deres studievalg om en del år.

Populær blandt både børn og forskere
Børnenes Universitet er en aktivitet der på blot to år er blevet en kæmpe succes både blandt de deltagende børn og deres forældre, og i lige så høj grad blandt DTUs ansatte og studerende.

- Børnenes Universitet har været en af de bedste oplevelser, jeg har haft på DTU! Jeg synes, det var så fedt at opleve alle de begejstrede og nysgerrige børn og være med til at give dem et godt indtryk af DTU og alle de fantastiske ting, vi laver, fortæller en begejstret Nour Al-Tamimi, studerende på 4. semester ved Medicin og Teknologi. 

I alt deltog 38 forskere lige fra fra ph.d.-niveau til professorer, 40 ingeniørstuderende samt en håndfuld administrative medarbejdere fra sammenlagt 11 forskellige institutter og ni studieretninger på DTU. Arrangementet blev organiseret af Anne Hansen, DTU Fysik (projektleder), Birte Kronbak Andersen (DTU Space) og Karine Blandel (DTU Fysik).

Se billeder fra Børnenes Universitet 2014

En dag fyldt med aktiviteter
Kort fortalt afholdes Børnenes Universitet for 520 børn i alderen 9-12 år, der inviteres indenfor på DTU til en dag med spændende foredrag, forsøg og eksperimenter. Temaet i 2014 var materialer, valgt blandt andet fordi det er et område, de fleste af DTUs institutter beskæftiger sig med, for at rette fokus på byggeriet af verdens største mikroskopfaciliteter, ESS og MAX IV i Lund, der begge specifikt skal bruges indenfor materialeforskning og endelig, fordi det er et område, hvor der er masser af sjove og spændende eksempler fra børnenes hverdag.

                           

Film om materialetemaet ved Børnenes Universitet 2014 og fra Børnenes Universitet 2014

På dagen hørte børnene bla. foredrag om materialeforskning afholdt af lektor Grethe Winther fra DTU Mekanik og professor Henning Friis Poulsen fra DTU Fysik. Her hørte de forklaringer på, hvorfor materialer har forskellige egenskaber, hvordan man undersøger materialer og hvad materialeforskning kan bruges til. Efter foredragene var der workshops, hvor børnene blandt andet kørte med soldrevne robotter, farvede materialer med cola, afprøvede styrken af riskiks, undersøgte huskemetaller, legede atomer og dyrkede deres egne krystaller. Sebastian Klein, kendt fra DR, styrede dagen og i pauserne underholder DTUs Fysikshow og Science Show.

Læs mere om Børnenes Universitet
Læs mere om foredrag og workshops 

Undervisningsmaterialer
For yderligere at udbrede kendskabet til de mange lærerige og sjove eksperimenter og forløb, der bliver udviklet til Børnenes Universitet og for at hjælpe lærerne med at inddrage materialerne i undervisningen, udvikles der en materialekuffert med de bedst egnede eksperimenter og forløb fra BU2014. Kufferten vil indeholde de nødvendige materialer, udstyr og vejledninger til at udføre eksperimenterne samt en overordnede beskrivelse af et undervisningsforløb indenfor materialer. Kufferterne forventes klar i efteråret 2015 og vil kunne lånes af skoler over hele landet via de otte Centre for Undervisningsmidler.

Læs mere om materialekufferterne

Fakta
Formålet med Børnenes Universitet på DTU er:
- at sætte DTU på landkortet for børnene og ikke mindst deres forældre.
- at stimulere børnenes interessse for natur- og ingeniørvidenskab
- at inspirere og opkvalificere lærernes undervisning i natur og teknologi
- samt at gøre lærerne bekendte med DTU og dermed ambassadører i forhold til elevernes studievalg

Logo Industriens Fond

 

Børnenes Universitet 2014 er støttet af Industriens Fond.

https://www.food.dtu.dk/nyheder/nyt-om-os/Nyhed?id=%7B2A3EDB58-C04D-41B4-B986-F849C5D3DBE8%7D
28 MARTS 2020