Ny hurtig metode skal afsløre bakterier som Salmonella og Campylobacter allerede på svineslagteriet. DTU Fødevareinstituttet og DTU Veterinærinstituttet deltager i EU-projektet, der skal udvikle den nye diagnostiske teknik.
I dag er det tids- og ressourcekrævende at få afsløret om der gemmer sig sygdomsfremkaldende bakterier som Salmonella, Yersina, Listeria og Campylobacter i svinekødet, og bakterierne bliver ofte ikke opdaget før forbrugerne bliver syge, men det vil det nye EU-projekt PassPork ændre på.
En række europæiske forskningsinstitutioner samt små og mellemstore virksomheder er gået sammen om at udvikle en ny hurtig diagnostisk metode, der kan afsløre bakterier direkte på proceslinjen hos svineslagterierne og andre fødevarevirksomheder.
”Metoden vil gøre det muligt for slagterier og kødforarbejdende virksomheder af få en løbende overvågning af slagtehygiejnen og niveauet af sygdomsfremkaldende bakterier og dermed hurtigt sætte ind med korrigerende foranstaltninger, hvis der skulle være noget galt i processen. Dermed er der mulighed for at forhindre, at bakterierne ender på køkkenbordet,” siger Karl Pedersen, der er leder af ZoonoseLab ved DTU Fødevareinstituttet.
Svinekød er det kød i Europa, der produceres, konsumeres og eksporteres mest af, men det er også årsag til mange sygdomstilfælde.
Antistoffer afslører bakterierne
Den nye hurtige og præcise analyse vil bygge på en kombination af immuno-kromatografi, optisk scannerteknologi og specifikke monoklonale antistoffer.
DTU Fødevareinstituttet står for at udvikle en metode til effektivt at tage brugbare prøver fra slagtekroppene til analyserne, mens DTU Veterinærinstituttet skal udvælge og udvikle de antistoffer, der skal bruges til at afsløre bakterierne.
”Ved hjælp af vores teknologier kan vi udvikle antistoffer, der kan genkende antigener, der sidder på overfladen af de uønskede bakterier. Antistofferne bindes i projektets nye måleinstrument og gøre at det vil reagere, hvis der er bakterier i en prøve fra kødet,” fortæller Gregers Jungersen, der er professor ved DTU Veterinærinstituttet.
Partnerne i projektet er udover DTU Fødevareinstituttet og DTU Veterinærinstituttet, Centre de Recerca i Innovacio de Catalunya S.A., Islands Organic Ltd, Quh-Lab Lebensmittelsicherheit, Covalab SAS, JCB Electromecánica S.L., Forsite Diagnostics Limited og Escorxador de la Garrotxa S.A. Projektet er støttet af EU’s 7. rammeprogram (Research for the benefit of SME’s) og er påbegyndt september 2012 og varer 24 måneder i alt.
Læs mere om PassPork på projektets hjemmeside her.