Test udført af EU laboratorier for pesticidrester i korn er blevet bedre sammenlignet med tidligere års tests. Det viser en rapport fra DTU Fødevareinstituttet, der som EU referencelaboratorium for pesticider i korn og foderstoffer har organiseret testene, også kaldet præstationsprøvninger.
I kraft af DTU Fødevareinstituttets status som EU referencelaboratorium for pesticider i korn og foderstoffer har instituttet organiseret en såkaldt præstationsprøvning af pesticider i byg. Rapporten konkluderer, at de i alt 146 deltagende laboratorier samlet set har vist en lille forbedring i forhold til tidligere års præstationsprøvninger på korn.
Formålet med præstationsprøvningerne er at forbedre kvaliteten, nøjagtigheden og sammenligneligheden af analyseresultaterne fra de officielle europæiske laboratorier, der udfører kontrol af pesticidrester i korn og foderstoffer.
I præstationsprøvningen skulle laboratorierne analysere den fremsendte prøve for restkoncentrationer af 107 pesticider i byg og finde 18 pesticider, der var til stede i prøven. Byggen blev dyrket, sprøjtet og høstet i Danmark i løbet af 2011.
I alt deltog 127 europæiske laboratorier og 19 laboratorier fra tredje lande. Testen gennemføres en gang om året, og denne test er den sjette præstationsprøvning på korn.
Læs mere
Se rapporten: Report on Proficiency Test on incurred and spiked pesticides in barley 2012 (pdf).
Læs mere på websitet for EU-referencelaboratoriet for korn og foderstoffer.