Hvad betyder kosten for alderdommen? Er antibiotika den eneste kur mod bakterier? Hvordan holder vi øje med Salmonella i maden? På Forskningens Døgn den 12. maj, kan du få svar på spørgsmålene.
Frem til den 6. maj kan man bestille forskere til at fortælle om deres arbejde. Ideen er, at folk skal møde forskningen, der hvor de færdes til hverdag. Hvis man vil høre om arbejdet i Danmarks Fødevareforskning, kan man bestille et af nedenstående foredrag.
Agnes Pedersen, Jens Kofod og Anne Marie Beck
Spis dig til en god alderdom
Kost, motion og gode fysiske rammer betyder noget for ældres helbred og psykiske velvære. Hør eksempler på, hvor godt eller galt det kan gå.
Birgitte Helwigh
Vi holder øje med bakterierne
Kun få mennesker bliver syge af Salmonella og Campylobacter i dagens Danmark. Danmark har nemlig et enestående samarbejde mellem offentlige og private virksomheder, som overvåger mad og dyr. Hør hvordan vi samler trådene og holder overblik i Danmarks Fødevareforskning.
Lone Jannok Porsbo
Syg af bakterier i mad
Hvert år bliver tusinder af mennesker i Danmark syge af mad eller vand med bakterier i. Hør hvornår man kalder det et udbrud, og hvorfor det er vigtigt at finde kilden til sygdommen.
Vinni Mona Hansen
Fager - et genopdaget våben i kampen mod bakterier!
Fager er effektive bakteriedræbere. I årtier stod de i skyggen af antibiotikas succes, men nu er de genopdaget af vestens forskere. Hør hvad fager er, og hvordan de kan bekæmpe bakterier.
Læs mere om Forskningens Døgn på arrangementets hjemmeside.