Ros til dansk resistensovervågning

Fødevaresikkerhed

Ministeren for Sundhed og Forebyggelse Astrid Krag åbnede den 18. november et seminar i anledning af Europæisk Antibiotikadag på DTU. Det danske integrerede overvågningsprogram for antibiotikaforbrug og -resistens, DANMAP, fik rosende ord med på vejen af ministeren og blev fremhævet som et internationalt forbillede. Bag programmet står DTU Fødevareinstituttet, DTU Veterinærinstituttet, Lægemiddelstyrelsen og Statens Serum Institut.

Ved seminaret i forbindelse med den årlige Europæiske Antibiotikadag præsentererede oplægsholdere fra DTU Fødevareinstituttet og Statens Serum Institut nogle af resultaterne fra det danske overvågningsprogram DANMAP, som i år har 15 års jubilæum.

Bag programmet står DTU Fødevareinstituttet, DTU Veterinærinstituttet, Lægemiddelstyrelsen og Statens Serum Institut, som hvert år udgiver en rapport, som opgør forbrug af antibiotika og forekomsten af resistente bakterier i dyr, fødevarer og mennesker.

DANMAP som internationalt forbillede

Ministeren for Sundhed og Forebyggelse Astrid Krag åbnede seminaret, hvor mere end 150 deltog. Hun ønskede DANMAP tillykke med jubilæet og fortalte, at parterne bag har leveret et flot og vigtigt arbejde.

Hun fremhævede DANMAP-programmet som et forbillede for resten af EU, fordi det giver et godt overblik over udviklingen i forbrug af antibiotika til dyr og mennesker og for forekomsten af resistente bakterier i dyr, fødevarer og mennesker. Samtidig giver programmet myndigheder og politikere et beslutningsgrundlag, så de kan handle i tide – inden resistens i bakterier hos dyr for eksempel bliver et problem for menneskers sundhed.

Astrid Krag understregede, at regeringen tager antibiotikaforbrug og forekomsten af resistens meget alvorligt og har flere aktiviteter planlagt på området. Hun pointerede også, at antibiotikaresistens er et globalt problem, som Danmark ikke kan løfte alene. Derfor har regeringen sat resistens på dagsordnen ved det kommende danske EU-formandskab første halvår af 2012.

Bedre kontrol med sygdomsfremkaldende bakterier

Professor Frank Møller Aarestrup fra DTU Fødevareinstituttet gav et historisk rids over DANMAP-programmets 15 årige historie. Det overordnede mål er at sikre sundhed for mennesker ved at overvåge forbrug og forekomst af resistens og ved at undersøge sammenhænge mellem brugen af antibiotika og udviklingen af resistens i sygdomsfremkaldende bakterier.

Resultater fra DANMAP har blandt andet haft stor betydning for forbuddet mod brugen af vækstfremmere til dyr først i Danmark og siden i EU, og er også en inspirationskilde til andre landes overvågningsprogrammer. Det gælder både i forhold til selve modellen – integreret overvågning fra jord til bord til sygeseng - og i forhold til standardisering, så mulighederne for at sammenligne data på tværs af lande bliver mulig. Det har ført til bedre kontrol med brugen af antibiotika og fødevareoverførte sygdomsfremkaldende bakterier i regi af Verdenssundhedsorganisationen, WHO, og EU.

Læs mere

Læs mere om Europæiske Antibiotikadag på ECDC's hjemmeside. Den Europæiske Antibiotikadag er organiseret af Det Europæiske Center for Forebyggelse og Bekæmpelse af Smitsomme Sygdomme, ECDC, og er en årligt tilbagevendende begivenhed.

Se også pressemeddelelserne vedr. resultater fra DANMAP-rapporten 2010:

Stadig mange resistente bakterier i importeret fjerkrækød 

Stigende brug af antibiotika til mennesker og fald i forbruget til dyr

Ændring i antibiotikabrug reducerer antallet af resistente bakterier (pdf)

Stigende forekomst af MRSA-bakterier

DTU Fødevareinstituttet er nationalt referencelaboratorium for EU og WHO samarbejdscenter inden for antibiotikaresistens. Se mere på websites for EU Reference Laboratory for Antimicrobal Resistance og WHO Collaborating Centre for Antimicrobal Resistance.