Image: Colourbox.dk

Øllens gyldne muligheder for bæredygtighed

torsdag 17 okt 19

Kontakt

Timothy John Hobley
Lektor
DTU Fødevareinstituttet
45 25 27 06
DTU Bryghus brygger øl på nye måder til gavn for miljøet og har blandt andet fundet ud af, hvordan man kan springe maltprocessen over ved at tilsætte enzymer og dermed spare C02. Sidestrømmenes næringsprodukter bliver også brugt på nye og rentable måder. Og så kan man endda drikke en øl lavet på den ris, der bliver tilovers, når der rulles sushi i Lyngby.

DTU Bryghus har fundet ud af, hvordan det er muligt at springe maltprocessen over og brygge udelukkende på byg. For det kræver masser af energi at omdanne byg til malt. For at kompensere for de manglende aktive enzymer, der normalt ville have været til stede i malten, tilsætter DTU Bryghus i stedet industrielt fremstillede enzymer.

Når maltprocessen springes over, bliver udslippet af CO2 reduceret med 8% i den samlede bryggeproces. 

Øllens sidestrømme kan bruges bedre
"Vi tror ikke, vi isoleret set kan redde hele verden med bæredygtig øl. Men øllen er én lille brik, der sammen med tusind andre små brikker kan redde verden."
Lektor Tim Hobley

Produktion af øl medfører en række sidestrømme, der egentlig er et andet ord for et restprodukt, som man i dag har fokus på at bruge fremfor smide ud.

Mask – knust malt udblødt i vand – er et eksempel på sådan en sidestrøm. I bestræbelserne på at gøre DTU Bryghus energineutralt har bryggerne udviklet et kompaktfilter, der gør det muligt at udnytte næringsstoffer i masken på en økonomisk rentabel måde.

Forskerne fra DTU Bryghus har også gjort det muligt at udnytte de ris, som Sticks’n’Sushi i Lyngby har tilovers fra deres produktion af sushi, til produktion af en bæredygtig fadøl.

Læs mere

Læs mere om, hvordan DTU Bryghus udvikler nye teknologier til produktion af bæredygtig øl i en artikel i DTU Fødevareinstituttets 60 års jubilæumsskrift: Øllens gyldne muligheder for bæredygtighed.

DTU Fødevareinstituttet fejrer i år 60 års fødselsdag, da det den 5. juni 1959 blev besluttet at etablere et nationalt fødevareinstitut i Danmark. I løbet af 2019 vil artiklerne i jubilæumsskriftet blive offentliggjort.

Se også artiklen: I frontlinjen for sund, sikker og bæredygtig mad.

DTU Fødevareinstituttet skaber bæredygtige teknologiske løsninger

Studier peger på, at fødevareforbruget står for cirka 25% af den samlede klimabelastning per person. Hvis kostens klima- og miljøbelastning skal mindskes, kræver det både nye, mindre CO2-udledende og mere skånsomme produktionsformer, samt at forbrugere ændrer på kostens sammensætning.

DTU Fødevareinstituttets vision er at gøre en forskel ved at skabe bæredygtige teknologiske løsninger – blandt andet så råvarer bliver udnyttet bedre, så man undgår spild i produktionen og udnytter produktionsprocesserne mere effektivt, og så forbrugerne får lettere ved at vælge bæredygtige fødevarer af høj kvalitet. 

Instituttets arbejde har f.eks. fokus på, hvordan fødevarevirksomheder sikkert kan genbruge vand, optimere fødevareproduktionen og spare energi og CO2 og bedre kan udnytte restprodukter fra produktionen af fødevarer og foder til at udvikle højværdiprodukter. Matematiske beregninger af fødevarers klimabelastning er desuden et nyere fokusområde i instituttets ernæringsforskning.

 

Image: DTU Fødevareinstituttet

https://www.food.dtu.dk/nyheder/nyhed?id=4426061B-02A9-47E3-80D4-6130C81A5250&utm_device=web&utm_source=RelatedNews&utm_campaign=Mere-antibiotikaresistens-i-svin-end-kyllinger-i-Europa
14 NOVEMBER 2019