Halvdelen af de danskere, der blev syge af salmonella i 2007, tog infektionen med hjem fra en rejse i udlandet. Det viser den årlige rapport om forekomst og udvikling i sygdomme, der kan smitte fra dyr og fødevarer til mennesker, fra Zoonosecentret i DTU Fødevareinstituttet.
Der blev i 2007 registreret 1.647 humane salmonellainfektioner i Danmark, hvilket svarer til 30,1 tilfælde pr. 100.000 borgere. Det er på niveau med 2006, men er halvt så mange som i 1996, hvor der var 62,7 tilfælde pr. 100.000 borgere.
Rapportens regnskab over smittekilder vurderer, at halvdelen af de danskere, der fik en salmonellainfektion i 2007, fik den på en rejse i udlandet. Det er dobbelt så mange som de tidligere år, og skyldes, at der i 2007 var flere ressourcer til at indsamle langt bedre information om rejseaktiviteter end tidligere.
Til gengæld blev færre syge af importerede fødevarer. I 2007 var importerede fødevarer kun skyld i 7% af salmonellainfektionerne, mens den tilsvarende andel var 18% i 2006.
"Den meget bedre information om rejseaktiviteter kan i nogen grad forklare, at færre blev syge af importerede fødevarer. Det er nemlig ofte de samme typer af salmonella, vi finder i importeret kød som hos personer, der er blevet syge i udlandet, og dermed har det tidligere været sværere at vurdere årsagen til infektionen. En den del af faldet skyldes sandsynligvis også den intensiverede kontrol af danske og importerede produkter", forklarer forskningsleder Tine Hald fra DTU Fødevareinstituttet.
Til sammenligning vurderer rapporten, at dansk producerede fødevarer er skyld i 19% af infektionerne i 2007 - mod 15% i 2006. Dansk producerede æg og svinekød var de vigtigste indenlandske kilder, som smittekilderegnskabet anslår er skyld i hhv. 11% og 6,5% af de humane salmonellainfektioner.
En del af tilfældene i 2007 skyldes desuden salmonellaudbrud, hvor grupper af personer er blevet smittet af fødevarer med samme oprindelse. I alt seks mindre udbrud blev bekræftet i 2007.
"Der var færre og mindre omfangsrige udbrud i 2007 end året før, og ingen af de senere år vil naturligvis kunne sammenlignes med situationen i 2008. Det landsdækkende udbrud med salmonella typhimurium U292 vil sammen med andre større udbrud vise et meget anderledes smittekilderegnskab for 2008 med mere end en fordobling af de humane salmonellainfektioner i forhold til 2007", siger forsker Birgitte Helwigh fra DTU Fødevareinstituttet.
"Den øgede fokus på at efterspore mulige kilder til det landsdækkende salmonellaudbrud er også årsagen til, at vi i DTU Fødevareinstituttet er blevet forsinket med publiceringen af rapporten", fortsætter Birgitte Helwigh.
Find rapporten på www.food.dtu.dk
Læs mere i Zonnosecentrets "Annual Report on Zoonoses in Denmark 2007" (pdf). Det er også muligt at få tilsendt rapporten ved at kontakte DTU Fødevareinstituttet på tlf. 7234 7181.