Mindre kød på bordet er vigtigere end økologi

Ernæring og kostvaner Sundhed og sygdomme Fødevarer, fisk og landbrug

Hvis man spiser mindre kød og flere grøntsager, skåner man miljøet mere, end hvis man spiser økologiske fødevarer. Det viser en rapport fra Københavns Universitet og DTU Fødevareinstituttet, som skal bidrage til at nuancere forbrugernes viden om miljøpåvirkningen ved øget import og eksport af økologiske fødevarer.

Hvis man vil handle miljøvenligt og bæredygtigt, er det først og fremmest kostens sammensætning, der betyder noget, og ikke om fødevarerne er økologiske eller ej. Det viser en rapport fra Københavns Universitet og DTU Fødevareinstituttet.

Spis flere grøntsager og mindre kød

En kost med mindre kød, især oksekød, og flere grøntsager er vigtigere, hvis man vil skåne miljøet. For eksempel viser rapporten, at man kan spare 25 procent af kostens samlede miljøbelastning ved at reducere 35 procent af kødindtaget, hvis man samtidig øger indtaget af frugt, grønt og fuldkornsprodukter. Det svarer til at reducere det gennemsnitlige 138 gram kød om dagen til 90 gram kød om dagen.

Det næstvigtigste tiltag for den miljøbevidste forbruger er at reducere madspild. Her kan man spare omkring 10-20 procent af kostens samlede miljøbelastning.

Import af grønsager er dårligt for miljøet

Fødevarer, der er importeret langvejs fra, er dårligere for miljøet end lokalt producerede fødevarer, hvad enten de er økologiske eller konventionelle. Samtidig viser rapporten, at hvert kilo fødevare, der er produceret økologisk frem for konventionelt, på kort sigt giver en øget belastning af miljøet, mens økologi på lang sigt er det mest bæredygtige valg. Mange faktorer er dog i spil, og det er meget komplekst at konkludere entydigt herpå, hvorfor yderligere undersøgelser på området er nødvendige.

Læs mere  

Læs rapporten: Miljøpåvirkninger af importerede økologiske fødevarer: Frugt, grønt og ost (pdf).

Rapporten er bestilt af Fødevarestyrelsen af Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet og DTU Fødevareinstituttet.