The UN World Food Programme (WFP) Innovation Hub for Eastern Africa has partnered with DTU among others to launch the Next Generation East African Innovators Program

Spirende samarbejde med World Food Programme

Fødevarer, fisk og landbrug

DTU samarbejder med FN’s World Food Programme om at udvikle bæredygtige fødevaresystemer.

DTU har indledt samarbejde med to grene af World Food Programme, Centre of Excellence against Hunger Brazil og Innovation Hub for Eastern Africa. Formålet er at stimulere innovative, lokale kræfter og sikre bæredygtige fødevarer og produktionsmetoder.

”DTU vil stille med forskellige former for teknisk assistance, lige fra hjælp til fremstilling af prototyper til business-coaching, og vores samarbejdspartnere får adgang til DTU Skylabs laboratorier og innovationsmiljø, der rummer både ingeniørstuderende, forskere og virksomheder, fortæller Roberto Flore, daglig leder af DTU Skylab Foodlab.

Ud over DTU Skylab FoodLab bidrager DTU Fødevareinstituttet med den nyeste viden om bæredygtige teknologiske løsninger inden for fødevareområdet.

Videndeling og netværksdannelse

"I en region, hvor 60 procent af befolkningen er unge under 25 år, og hvor globale investeringer i lokale initiativer forbigås til fordel for udenlandske landbrugs- og fødevareprojekter, vil vi i samarbejde med WFP støtte lokale østafrikanske iværksættere inden for fødevareområdet"
Roberto Flore, leder af DTU Skylab FoodLab

I samarbejde med WFP Innovation Hub for Eastern Africa er der etableret et nyt besøgsprogram ”Next Generation East African Innovators Programme”, hvor fire hold af unge studerende fra Østafrika kommer til DTU senere på året for at virkeliggøre deres bæredygtige fødevareløsninger.

”I en region, hvor 60 procent af befolkningen er unge under 25 år, og hvor globale investeringer i lokale initiativer forbigås til fordel for udenlandske landbrugs- og fødevareprojekter, vil vi i samarbejde med WFP støtte lokale østafrikanske iværksættere inden for fødevareområdet,” siger Roberto Flore.

De fire hold universitetsstuderende kommer fra Kenya, Uganda og Etiopien, og deres idéer, som skal finjusteres og udvikles til konkrete produkter, der kan markedsføres, rummer alt lige fra økologisk gødning til et AI-drivhus, nærende mad fra hestebønner og en fiskedam, der kan stoppe fejlernæring i Kakuma-flygtningelejren i Kenya.

Roberto Flore fremhæver, at projektet også åbner spændende muligheder for videndeling og netværksdannelse på fødevareområdet for brugerne af DTU Skylab Foodlab og det øvrige DTU.

“De unge afrikanere bliver tilknyttet en online-mentorordning, hvor de modtager fagligt relevant undervisning som forberedelse til deres månedlange besøg i Danmark, hvor de skal researche og udvikle prototyper i samarbejde med vores studerende, forskere og startups. Når de vender hjem, vil de fortsætte arbejdet med hjælp og assistance fra DTU, siger han.

I partnerskabet med WFP Centre of Excellence against Hunger Brazil handler det om at udvikle nye produkter og teknologier, der kan indgå i WFP’s skolemadsprogrammer. Her fokuseres desuden på at skabe innovative og bæredygtige teknologiske løsninger, der kan sikre, at blandt andet råvarer bliver udnyttet bedre, så man undgår spild i produktionen og udnytter produktionsprocesserne mere effektivt til gavn for de lokale aktører.