Photo: Mikkel Adsbøl

Nyt center skal finde alternativer til dyreforsøg

Sundhed og sygdomme Computerberegning

Fødevareministeriet har oprettet det såkaldte 3R-center, som skal fremme udviklingen af alternativer til dyreforsøg og forbedre forholdene for forsøgsdyr. Fødevareminister Karen Hækkerup har udpeget bestyrelsen, som afdelingschef Christine Nellemann fra DTU Fødevareinstituttet bliver formand for.

Et dansk center for forsøgsdyr er oprettet af Fødevareministeret for at forbedre forholdene for forsøgsdyr og finde erstatninger til dyreforsøg.

Centeret hedder 3R-centeret, hvis navn kommer af de engelske udtryk replacement, reduction og refinement. Det betyder, at centeret skal arbejde med at finde alternativer til dyreforsøg (replacement), udvikle metoder der bruger så få dyr som muligt og sikre, at man får mest ud af de forsøgsdyr, det stadig er nødvendigt at bruge (reduction), og at de samtidig får de bedst mulige forhold (refinement).

Fødevareminister Karen Hækkerup har udpeget bestyrelsen for 3R-centeret, som får afdelingschef Christine Nellemann fra DTU Fødevareinstituttet som formand. Christine Nellemann har i mange år stået i spidsen for DTU Fødevareinstituttets forskning i alternativer til dyreforsøg, og hun har deltaget i den danske platform for alternativer DACOPA.

Derudover er 6 bestyrelsesmedlemmer udpeget – 2 fra Københavns Universitet og 1 fra Norges Veterinærinstitut, Novo Nordisk, Syddansk Universitet og 3Rs Management and Consulting ApS.

Computermodeller minimerer brug af forsøgsdyr  

DTU Fødevareinstituttet har længe forsket i og udviklet alternativer til dyreforsøg. Instituttet har bl.a. etableret en database med forudsigelser for mere end 185.000 stoffer fra mere end 150 computermodeller, som kan bruges til at vurdere sikkerheden af kemiske stoffer i fødevarer, lægemidler og forbrugerprodukter.                                     

QSAR-computermodellerne er generelt med til at øge informationen om et givent stof, minimere brugen af forsøgsdyr, og sparer virksomheder og myndigheder tid og penge.

Samarbejde med industri og dyreværnsforeninger

Bag 3R-centeret står Alternativfondet, Dyrenes Beskyttelse, Forsøgsdyrenes Værn, LEO Pharma, Lundbeck, Novo Nordisk og Fødevareministeriet. 

Læs mere

Læs mere om DTU Fødevareinstitutets forskning i QSAR- og cellemodeller, og se nyheden: Computermodel fanger sundhedsskadelige kemikalier. 

Se også pressemeddelelse fra Fødevareministeriet om 3R-centeret: Nyt center skal sikre optimale forhold for forsøgsdyr.