Photo: Centers for Disease Control and Prevention

Lav antibiotikaresistens i Danmark

Fødevaresikkerhed Fødevarer, fisk og landbrug Bakterier og mikroorganismer

Danmark klarer sig generelt godt i EU, hvad angår forekomsten af antibiotikaresistente bakterier i mennesker, kød og dyr. Danmark har et relativt lavt niveau af resistens overfor de ’kritisk vigtige’ antibiotikatyper, som benyttes til behandling af alvorlige eller livstruende infektioner hos mennesker. Det fremgår af en ny rapport fra den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, og det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og -kontrol, ECDC.

Danmark og de andre nordiske lande har i mange henseender et mindre problem med antibiotikaresistens end de fleste lande i Europa. Den danske indsats for at reducere forbruget af ’kritisk vigtige’ antibiotikatyper i landbruget gør, at forekomsten af bakterier, der er resistente overfor kritisk vigtige antibiotika til behandling af salmonella og campylobacter infektioner som fx fluorkinoloner og 3. generations cephalosporiner, er relativ lav i Danmark.

Det fremgår af en rapport fra den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, og det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og -kontrol, ECDC, som sammenligner forekomsten af antibiotikaresistens i fødevarebårne bakterier fra de europæiske lande. Rapporten har fokus på antibiotikaresistens i salmonella, campylobacter, E. coli og enterokokbakterier fra mennesker, kød og produktionsdyr. 

Fra 2015 har EFSA og ECDC harmoniseret resistensovervågningen i EU, for at gøre det muligt at skabe reelle og sammenlignelige billeder af resistensproblemet i de europæiske lande. De nye data skal understøtte Europa Kommissionens handlingsplan mod antibiotikaresistens.

Danmark har siden 1995 gennem DANMAP-programmet overvåget brugen af antibiotika til mennesker og dyr i Danmark, og forekomsten af antibiotikaresistens blandt bakterier i dyr, mennesker og fødevarer. EU’s nye tilgang til overvågning af resistens er inspireret af den danske model.

Læs mere

Find hele rapporten på EFSA’s website: EU Summary Report on antimicrobial resistance in zoonotic and indicator bacteria from humans, animals and food in 2013.

Se også denne korte YouTube video, hvor en af EFSA’s eksperter forklarer, hvad antibiotikaresistens er, og hvorfor det er et problem i forhold til fødevarer.

Resultaterne fra den Danmarks antibiotikaresistens overvågning findes i den seneste DANMAP-rapport for 2013. DANMAP-rapporten er udarbejdet af DTU Fødevareinstituttet og Statens Serum Institut.