Photo: National Food Institute, Technical University of Denmark

Samarbejde om fødevaresikkerhed med Kina

Fødevaresikkerhed Fødevarer, fisk og landbrug Sundhed og sygdomme

DTU og Kinas nationale center for risikovurdering af fødevarer har indgået en samarbejdsaftale, som vil styrke Danmark og Kinas videnskabelige samarbejde om fødevaresikkerhed. Et samarbejde, DTU Fødevareinstituttet vil stå i spidsen for i Danmark. Regentparret overværede underskriftsceremonien, som fandt sted den 25. april i forbindelse med statsbesøget i Beijing.

En ny samarbejdsaftale mellem DTU og Kinas nationale center for fødevarerisikovurdering, China National Center for Food Safety Risk Assessment (CFSA) blev underskrevet af Dekan Martin Bendsøe, DTU, den 25. april i Beijing ved en underskriftsceremoni overværet af det danske regentpar.

Aftalen vil skabe en platform for forskningssamarbejde mellem Danmark og Kina. Hensigten er, at DTU Fødevareinstituttet og Kinas nationale center for risikovurdering af fødevarer udveksler erfaringer og samarbejder indenfor risikovurdering, overvågning af risici, risikokommunikation samt kostundersøgelser og -vurderinger. Organisationerne vil blandt andet etablere fælles forskningsprogrammer, udveksle forskningsresultater og tilbyde videreuddannelse indenfor relevante forskningsområder.

Samarbejde til gavn for Kina og Danmark  
"Vores kinesiske samarbejdsparter kan drage fordel af DTU Fødevareinstituttets erfaring indenfor risikovurdering af fødevarer og kostundersøgelser, mens vi har mulighed for at skabe stærke relationer i det kinesiske forskningsmiljø"
Jørgen Schlundt

Ifølge institutdirektør Jørgen Schlundt er aftalen til gavn for både Kina og Danmark:

”Vores kinesiske samarbejdsparter kan drage fordel af DTU Fødevareinstituttets erfaring indenfor risikovurdering af fødevarer og kostundersøgelser, mens vi har mulighed for at skabe stærke relationer i det kinesiske forskningsmiljø.”

Aftalen kan samtidig ses som en anerkendelse af, hvor højt agtet dansk fødevaresikkerhed, forskning og risikovurderinger på området er.

”Aftalen viser, at DTU Fødevareinstituttets forskningsbaserede risikovurderinger er anerkendt på verdensplan. Det gælder også jord-til-bord-tankegangen kombineret med klar opsplitning af risikovurdering og risikohåndtering i Danmark, hvor et godt samarbejde mellem myndigheder, forskere og industri har gjort det muligt at begrænse forskellige problemer med fødevaresikkerheden i Danmark, som f.eks. salmonella og antibiotikaresistente bakterier i danske fødevarer,” siger Jørgen Schlundt.

Statsbesøget i Kina har fokus på det brede dansk-kinesiske samarbejde, deriblandt indenfor fødevarer og fødevaresikkerhed.