Multiresistente bakterier spredes fortsat på danske hospitaler

Multiresistente tarmbakterier er et voksende problem på danske hospitaler. Fra 2022 til 2023 er antallet af smittetilfælde med CPE-bakterier steget med 43 procent, viser nye tal fra DANMAP rapporten, som SSI og DTU Fødevareinstituttet står bag.

Antibiotikaresistens
 
• CPE (carbapenemase-producerende enterobakterier) hører til en større gruppe af multiresistente bakterier, der går under betegnelsen CPO (carbapenemase-producerende organismer). CPO-bakterier omfatter to hovedgrupper af bakterier, nemlig tarmbakterier og miljøbakterier. Kendte tarmbakterier som E. coli, Klebsiella pneumoniae og Citrobacter freundii hører blandt andet til CPE. Kendetegnende for alle CPO-bakterier er at de er blevet så resistente, at der kun er få virksomme antibiotika tilbage at behandle med.

• Sundhedsstyrelsen udgav i 2018 en vejledning til opsporing og håndtering af CPO. Denne vejledning forudsætter blandt andet at alle nye fund af CPO-bakterier i prøver fra patienter eller miljø anmeldes til SSI.

• Mange som er smittet med CPO-bakterier, er raske smittebærere og har CPO-bakterierne i tarmen uden at have symptomer.  

• Personer som i forvejen er syge og svækkede kan dog blive alvorligt syge af CPO-bakterier, fordi de er mindre modstandsdygtige overfor infektioner. CPO-bakterierne giver da oftest blærebetændelse eller blodforgiftning. 

• Smitte sker først og fremmest ved tæt kontakt med andre mennesker. CPE er tarmbakterier, der udskilles med afføringen, og på huden findes bakterien især i skridtet. Miljøbakterierne findes på overflader og i fugtige miljøer. Du kan forebygge smitte med god håndhygiejne, hvilket især er vigtigt efter hvert toiletbesøg.  

Kilde: Sundhedsstyrelsen