Analytisk væskekromatograf. Foto: DTU Fødevareinstituttet | Analytical Liquid Chromatography. Photo: DTU National Food Institute

FOODHAY-samarbejde om proteomik og metabolomik

Fødevareteknologi Bioteknologi og biokemi Fødevarer, fisk og landbrug Fødevareproduktion Innovation og produktudvikling
DTU Fødevareinstituttet samarbejder med fødevarevirksomheder i det højteknologiske laboratoriecenter FOODHAY, hvor avanceret proteomik- og metabolomik udstyr bl.a. bliver brugt til at udvikle fremtidens sunde, sikre og bæredygtige fødevarer.

Det højteknologiske laboratoriecenter FOODHAY har som mål at skabe ny viden til brug i fødevareindustrien og til talentudvikling af både studerende, forskere og medarbejdere i fødevarevirksomheder.

Som partner i FOODHAY samarbejder DTU Fødevareinstituttet derfor med flere virksomheder – bl.a. inden for en af de fire platforme i FOODHAY, proteomik- og metabolomikplatformen.

Platformen omfatter forskelligt udstyr, som kan identificere og kvantificere mindre bestanddele i fødevarer som proteiner, peptider, aminosyrer, lipider, mineraler, vitaminer og andre bioaktive stoffer. Udstyret kan dermed bidrage til at kigge ind i de mindste dele af fødevarer og kan indgå i mange forskellige forskningsprojekter.

Indkapsling af probiotika

I et projekt, som handler om indkapsling af probiotika, samarbejder DTU Fødevareinstituttet med en virksomhed om at teste forskellige indkapslings- og processeringsmetoder, der skal påvirke egenskaberne i probiotika. Her er der brugt et FTIR-spektrometer og Raman-mikroskop. Målet med projektet er at adressere nogle af de teknologiske barrierer, der begrænser udbredt global brug af probiotika.

Kemiske forureninger i fødevarer

Kemiske forureninger i fødevarer kan potentielt være sundhedsskadelige, og de kan stamme fra hele produktionskæden. De kan for eksempel forekomme naturligt i råvarer, være tilsat under fødevareproduktionen, dannes under fødevareforarbejdningen eller smitte af fra fødevarekontaktmaterialer. Et væskekromatografi højtopløseligt massespektrometer, LC Orbitrap MS, gør det muligt for forskere i DTU Fødevareinstituttet at detektere nye forurenende kemiske stoffer i fødevarer. 

Seniorforsker Khanh Hoang Nguyen arbejder ved FOODHAY LC Orbitrap MSSeniorforsker Khanh Hoang Nguyen arbejder ved FOODHAY LC Orbitrap MS.
Foto: DTU Fødevareinstituttet

Læs mere
Læs mere om FOODHAY biomarkør- og screeningsplatformen og om flere eksempler på brug af FOODHAY-udstyr i en artikel i tidsskriftet PLUS PROCES: FOODHAY-samarbejde om proteomik og metabolomik 

 
Se også pressemeddelelsen: Universiteter og virksomheder skaber fremtidens fødevarer  

www.food.au.dk/foodhay   kan du finde mere information om FOODHAY og udstyr indenfor de fire platforme, og hvem du kan kontakte om eventuelt samarbejde. Samarbejdet sker som regel gennem fælles forskningsprojekter mellem virksomheder og de forskningsinstitutionerne i FOODHAY.

FOODHAY er finansieret af Uddannelses- og Forskningsministeriet, Aarhus Universitet, Teknologisk Institut, Københavns Universitet, DTU Fødevareinstituttet og Arla. Arla er strategisk partner - og både Food & Bio Cluster Denmark og Dansk Industri bidrager aktivt som repræsentanter for de danske fødevarevirksomheder.