E. coli bacteria / Image: CDC Image Library

Surmælksprodukt skal mindske kalvediarre og øge dyrevelfærden

tirsdag 22 okt 19

Kontakt

Søren Aabo
Seniorforsker
DTU Fødevareinstituttet
51 64 74 79
Et forskningssamarbejde ledet af DTU vil udvikle et surmælksprodukt, der skal forebygge diarre i kalve. Det kan mindske dødeligheden samt føre til lavere antibiotikaforbrug og øget dyrevelfærd.

Diarre er et udbredt problem blandt spædkalve i mange af Danmarks ca. 2.500 malkekvægbesætninger til skade for dyrevelfærd og landmændenes økonomi. Det skyldes blandt andet, at syge dyr medicineres og vokser dårligere end sunde kalve - og mange kalve dør. 

Et nyt forskningsprojekt, CalfCare, er derfor målrettet forebyggelse af to vigtige infektioner hos kalve, E. coli K99, som er en af de primære årsager til diarre, og Salmonella Dublin som både giver diarre hos kalve og kan være  årsag til dødelige fødevarebårne infektioner i mennesker.

Mange gevinster at hente

For at forebygge disse infektioner i kalve vil forskningsprojektet udvikle et surmælksprodukt til fodring af kalve. Den vil indeholde specifikke mælkesyrebakterier, der kan nedbryde mælkeproteiner til små bestanddele, som kan hæmme E. coli K99 og Salmonella Dublins evne til at forårsage sygdom.

Ambitionen er at udvikle et tanksystem og en starterkultur, som landmænd på rentabel vis kan bruge til at producere surmælksproduktet på deres egen gård. 

"Der er mange gevinster ved mindre forekomst af diarre såsom lavere antibiotikaforbrug, lavere dødelighed, højere dyrevelfærd og en bedre økonomi. "
Seniorforsker Søren Aabo

”Der er mange gevinster ved mindre forekomst af diarre såsom lavere antibiotikaforbrug, lavere dødelighed, højere dyrevelfærd og en bedre økonomi. Blandt de kalve, der bliver syge og dør i de første måneder, er årsagen ofte diarresygdomme forårsaget af E. coli. K99,” forklarer seniorforsker Søren Aabo fra DTU Fødevareinstituttet.

Mindre diarre vil også øge bæredygtigheden i mælkeproduktionen gennem bedre foderudnyttelse og mindre udledning af kvælstof, fosfor og CO2.

GUDP (Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram) har bevilliget knap 6,5 millioner kroner til projektet, som DTU Fødevareinstituttet er projektleder for.

Ny idé bygger på eksisterende viden

Mælkesyrebakteriers sygdomshæmmende egenskaber er veldokumenteret, men det er – så vidt forskerne ved – første gang, at den type bakterier bliver brugt uden for laboratoriet, og de bliver sammensat i en cocktail af de mest egnede bakterier i stedet for enkeltkulturer.

Kalve under otte uger fra fire besætninger vil i projektet blive fodret med det specialudviklede surmælksprodukt for at afprøve den diarreforebyggende virkning. Resultaterne vil blive sammenholdt med sygdoms- og produktionsdata fra kontrolhold. Senere i projektet vil et mikromejerianlæg blive udviklet og prøvekørt i én besætning.

Læs mere

I det to et halvt årige projekt samarbejder DTU Fødevareinstituttet, KU, Thise Mejeri, Calvex (forhandler af udstyr og foder til kalve) og Landbrug & Fødevarers faglige videns- og innovationshus SEGES. 

Læs mere om projektet i DTU's forskningsdatabase, DTU Orbit.

DTU Fødevareinstituttets arbejde med at udvikle en mere bæredygtig mælkeproduktion er målrettet både økologisk og konventionel produktion og understøtter FN’s Verdensmål om at sikre bæredygtigt forbrug og bæredygtige produktionsformer.

https://www.food.dtu.dk/nyheder/foedevareteknologi/nyhed?id=B4443A88-3F52-4FEC-B134-370A0371699F&utm_device=web&utm_source=RelatedNews&utm_campaign=Deltag-i-seminar-om-baeredygtige-ingredienser
7 DECEMBER 2019